Ekspert: Arbejdsløshed blandt indvandrere sætter svensk regering under pres

Det kan blive svært at få flere indvandrere i job i Sverige, også politisk, og det kan give en kommende svensk regering problemer.

Valgkampen er i gang i Sverige - her kæmper Socialdemokraterne for velfærd frem for skattelettelser i det centrale Malmö. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Sveriges økonomi trives.

Svenskerne har den laveste statsgæld siden 1977, væksten er relativt høj på 2,6 procent i år, og der er overskud i statens finanser.

Men Sverige har samtidig én af Nordens ringeste statistikker for arbejdsløshed – den viser, at 6,2 procent af befolkningen mangler job.

Især Sveriges omkring 1,6 millioner ikke-vestlige indvandrere fylder i arbejdsløshedstallene. Over hver femte indvandrer mangler job, påpeger lektor i nationaløkonomi ved Lunds Universitet Fredrik N.G. Andersson.

- Sverige er en moderne, højteknologisk økonomi. Det kræver en lang uddannelse at få job. Indvandrere fra Mellemøsten eller Afrika har oftest meget lidt uddannelse. Næsten halvdelen har kun grundskole. Det er for lidt til at få et job i Sverige, lyder det.

'Urealistiske løsningsforslag'

Men i valgkampen er partierne på vej med hjælp. Det liberale, erhvervsvenlige Centerpartiet vil for eksempel sænke skatten, så det bliver billigere at ansætte flere ufaglærte. Men det er langt fra nok, vurderer Fredrik N.G. Andersson.

- Det kommer ikke til at skabe frygteligt mange job. Der er simpelthen mindre personale i forretninger og virksomheder end før - det er erstattet af maskiner. Det er ikke realistisk at tro, at det vil skabe flere job at sænke skatten, siger lektoren i nationaløkonomi.

Det vil måske skabe nogle titusinder job, mener han, men der er brug for omkring 200.000.

Imens lover de svenske socialdemokrater at uddanne flere. Men det er også urealistisk, lyder dommen fra Fredrik N.G. Andersson.

- Kommer man til Sverige som 40-årig med blot en grundskoleuddannelse, er det ikke realistisk at finde job, mener han.

Blok-bøvl og pengeproblemer

I det hele taget kan det blive svært for den kommende regering at tage fat i arbejdsløsheden, vurderer EU-korrespondent Ole Ryborg, der følger det svenske valg.

- Ingen blok ser ud til at få flertal. Spørgsmålet er så, om svenskerne kan udforme en finanslov på tværs af blokgrænserne. Det kan blive svært, og det er bekymrende når man står over for store reformbehov som her, siger han.

Og så risikerer den næste regering at havne i pengenød:

- Hver eneste reform, som skal laves i den svenske Riksdag i den kommende valgperiode, kræver krone til krone finansiering. Selv om det går godt i svensk økonomi, får den næste regering ikke det helt store råderum at rutte med. Med mindre den vil låne penge. Og det er naturligvis en udfordring, at hver gang man vil reformere, skal man finde penge, forklarer Ole Ryborg.

Uddan næste generation

En løsning er ifølge Frederik NG Andersson fra Universitet i Lund at satse på uddannelse for næste generation af nysvenskere:

- At få anden- og tredjegenerationsindvandrere til at uddanne sig, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet er den bedste løsning, mener lektoren i nationaløkonomi.

Facebook
Twitter