Racebiologi og jødehad: Svenske socialdemokrater angribes i valgfilm

Sverigedemokraterne står bag viral valgvideo, der mødes med hård kritik.

Her ses et billede fra videoen "Ett folk, Ett parti", hvor Sverigedemokraterne forsøger at påvise det svenske socialdemokratis påståede racistiske historie. (Foto: Samtiden Dokumentär)

- Dette er et nazistisk parti, racistisk parti.

Disse ord kom fra den svenske socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, og var rettet imod partiet Sverigedemokraterne i en tv-debat for to år siden.

Hvis man skal tro flere af de seneste meningsmålinger, har flere end hver femte svenske vælger tænkt sig at stemme på det indvandringskritiske parti til rigsdagsvalget, der skal afholdes om præcis en måned fra i dag.

Partiet bliver ikke sjældent konfronteret med sine rødder i det højreekstreme miljø i Sverige af de øvrige partier, herunder Socialdemokraterne.

Men nu ønsker Sverigedemokraterne, at Stefan Löfven og hans parti skal smage deres egen medicin. Det gør de ved at lade deres eget medie, Samtiden, offentliggøre en over halvanden time lang valgfilm.

Filmen har titlen ”Ét folk, ét parti” og har på kort tid fået over 400.000 visninger på YouTube. I anslaget lyder en stemme, ”dette er historien om Socialdemokraterne, som den aldrig er blevet fortalt før.”

I filmen klippes der imellem billeder af den svenske statsminister fra i dag og historiske klip af marcherende soldater med hagekors, skriver den svenske avis Expressen.

Også den ikoniske svenske professor og socialdemokrat Bengt Linforss fremhæves i filmen. I starten af 1900-tallet udtalte han, at blanding med laverestående racer skulle føre til en ”fatal racedegeneration”.

Socialdemokraterne: Det er absurd

De svenske Socialdemokrater anerkender, at aktiviteterne i det racebiologiske institut, som blev etableret i 1922 og eksisterede frem til 1958, er problematiske set med nutidens øjne. Alligevel er partiet dog stærkt kritiske over for filmen.

- Det er ingen hemmelighed, at der fandtes en stærk antisemitisme og forestillinger om race i 1930’ernes Sverige. Men at Sverigedemokraterne, der i dag er et racistisk parti, forsøger at legitimere sin politik igennem dette, er absurd, udtaler socialdemokraternes partisekretær, Lena Rådström Baastad, til Expressen.

Filmen møder også kritik fra andre, deriblandt en række politologer og historikere.

- Filmen har et tydeligt propagandaformål. De har ikke lavet den på grund af en historisk interesse, men for at tilsværte Socialdemokraterne, siger Jens Ljunggren, historieprofessor ved Stockholms Universitet, til SVT.

Han kritiserer også filmen for at blande klip fra fortid og nutid sammen.

Chefredaktøren for det ansvarlige medie, som ejes af Sverigedemokraterne, afviser kritikken.

- Det er Socialdemokraterne, som så gerne vil tale om partiers rødder, men de glemmer at tage ansvar for deres egne, udtaler Dick Erixson til Expressen.

Han anklager i den sammenhæng partiet for at dække over sin rolle under Anden Verdenskrig, hvor partiet ifølge filmen undlod at komme jøder til hjælp.

Næppe stor vælgereffekt

Til trods for at videoen på kort tid har opnået stor spredning, vurderer DR's Europakorrespondent, Anna Gaarslev, ikke, at videoen vil flytte mange stemmer.

- De vælgere, der forlader Socialdemokraterne til fordel for Sverigedemokraterne, gør det ikke på grund af en video om en fjern fortid. Det er den virkelighed, de oplever i 2018. Og her føler mange, at de etablerede partier i Sverige ikke har taget deres bekymringer om indvandringen alvorligt, siger hun.

Ifølge Anna Gaarslev er det ikke tilfældigt, at det netop er Socialdemokraterne, som står for skud i Sverigedemokraternes video.

- I over 100 år har Socialdemokraterne været Sveriges største parti og har ved tidligere valg opnået over halvdelen af de afgivne stemmer. Det er landets samfundsbærende parti, der om nogen repræsenterer magten. Derfor er det åbenlyst at gå efter dem, siger korrespondenten.

Sverige har faste valgperioder, hvilket betyder, at der skal afholdes rigsdagsvalg den anden søndag i september hvert fjerde år. I år falder valget den 9. september.

Facebook
Twitter