Svenske medier opruster i kampen mod falske nyheder op til valget

Fem medier går sammen om faktatjek. Initiativet har dog mødt kritik.

Dagens Nyheter er et af de fem svenske medier, der op til Rigsdagsvalget er gået sammen om at faktatjekke påstande. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter, er bekymret forud for det svenske Rigsdagsvalg den 9. september.

Mængden af falske nyheder på de sociale medier er langt større end under tidligere valgkampe, mener avisen.

- Der findes meget mere rendyrket disinformation samt flere fejlagtigheder og overdrivelser, og alt dette får markant større spredning, siger avisens redaktionelle udviklingschef, Martin Jönsson, til DR Nyheder.

Påvirkning udefra

Avisen har derfor lanceret hjemmesiden faktiskt.se forud for valget sammen med tv-stationen SVT, avisen Svenska Dagbladet, Sveriges Radio og det digitale medie KIT.

De fem medier udfører faktatjek af påstande fremsat af blandt andet politikere og medier efter en fælles metode.

Eksempelvis kom danske TV 2 i vælten, da de for to uger siden hævdede, at bilbrande i og omkring Gøteborg blev ignoreret i en partilederdebat.

Det viste sig at være helt forkert, kunne Svenska Dagbladet konkludere. Sagen blev også omtalt i Detektor på DR2.

Men også indlæg på de sociale medier sættes under lup, fortæller Martin Jönsson.

- Mange flere aktører, deriblandt udenlandske, forsøger aktivt at påvirke valgkampen, og hvilke emner der diskuteres, siger han.

Udviklingschefen finder den udvikling foruroligende, fordi han oplever, at der i befolkningen findes en stigende fakta- og vidensresistens.

’Helt forkert’ påstand om asylindvandring

Nogle medier vil dog ikke deltage i samarbejdet. Kulturchefen på Aftonbladet, Åsa Linderborg, opfordrer ligefrem til at lukke projektet, da det ifølge hende slider på mediernes troværdighed.

Hun har flere kritikpunkter, men det vigtigste går på, at mange påstande ifølge hende ikke kan afgøres med et sandhedsstempel.

Et af de faktatjek, der har fået kritik, blev udført af Dagens Nyheter.

Efter en ny asylprognose fra de svenske udlændingemyndigheder, skrev Hanif Bali, rigsdagsmedlem fra det borgerlige parti Moderaterne, på Facebook, at ’asylindvandringen kommer fortsat til at ligge på abnormt høje niveauer på cirka 23.000 personer for dette år.’

Den påstand bedømte avisen var ’helt forkert.’ Tallet i sig selv var der ikke noget galt med, men det var karakteristikken ’abnormt høje niveauer’, som avisen var ude efter.

Dagens Nyheter kunne nemlig påvise, at niveauet for asylindvandringen siden 1984 har ligget over 23.000 personer.

Men politikeren svarede igen med, at ’abnormt høje niveauer’ skulle forstås i sammenhæng med, at Sverige ifølge ham har ringe forudsætninger for at integrere disse mennesker, samt at niveauet er højere end i Sveriges nabolande.

Hanif Bali udtrykte desuden på Facebook, at Dagens Nyheters artikel var bizar og udtryk for billig journalistik.

’Forklaring opfundet til lejligheden

Lederskribent på avisen Expressen, Naomi Abramowicz, tog politikerens parti. Hun mener ikke, at Dagens Nyheter skal 'faktatjekke holdninger'.

- Der findes ingen videnskabelig objektiv standard for, hvordan et lands asylmodtagning bør se ud. Det er netop derfor, at dette spørgsmål er blevet diskuteret i en uendelighed de seneste år. Som med alt andet politik må man afveje forskellige prioriteringer. Hvilke prioriteringer, som er acceptable, må være en normativ bedømmelse, skrev hun.

Martin Jönsson står ved historien.

- Det var ikke en holdning, som blev gransket, men derimod en konkret påstand om niveauerne i udlændingemyndighedernes statistik. Den påstand var fejlagtig.

Hanif Balis forsvar beskriver Martin Jönsson som en ny forklaring opfundet til lejligheden.

Facebook
Twitter