Sveriges kulturliv går til angreb på Sverigedemokraterne: 'De er en trussel mod friheden'

Opråbet fra kulturlivet kan splitte Sverige endnu mere, vurderer korrespondent.

Skuespilleren Mikael Persbrandt er blandt medunderskriverne på debatindlægget mod Sverigedemokaterne. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Sverigedemokraterne er en direkte trussel mod det frie og åbne Sverige, og derfor bør de svenske vælgere stemme på alle andre partier end netop det, når de skal til valg på søndag.

Det er i hvert fald budskabet fra skuespilleren Mikael Persbrandt, sangerinden Lisa Nilsson, krimiforfatteren Camilla Läckberg og 250 andre svenske kulturpersonligheder, som har valgt at skrive under på debatindlægget ”Vad som helst men aldrig SD” – ”Hvad som helst bortset fra Sverigedemokraterne”.

- Vi, der arbejder i det svenske kulturliv, er nogle af dem, der værner om den demokratiske infrastruktur, som skal være åben for alle. Det er det, der gør Sverige til et fantastisk land. Et land, hvor ytringsfriheden og respekten for den frie kunst står stærkt. Det kan valget på søndag komme til at ændre grundlæggende på, lyder det i debatindlægget.

'Et racistisk parti med rødder i nazismen'

Ifølge de seneste meningsmålinger står det indvandringskritiske højrefløjsparti, der blev stiftet i 1988 på baggrund af flere nynazistiske og racistiske bevægelser, til at få omkring hver femte stemme.

Ved det seneste valg i 2014 fik partiet 12,9 procent af stemmerne, hvilket gjorde det til Rigsdagens tredjestørste parti.

Men får partiet et succesvalg, kan det ifølge medunderskriverne, der også tæller sangerinderne Zara Larsson og Helen Sjöholm samt skuespillerinden Helena Bergström, få alvorlige konsekvenser for Sverige.

- I Sverige er det tredjestørste parti i Rigsdagen, Sverigedemokraterne, ikke blot et racistisk parti med rødder i nazismen. Det er et parti, som har en meget klar retning for en helt ny kulturpolitik, skriver de og fremhæver det fremtrædende rigsdagsmedlem Linus Bylund, der har betegnet de svenske journalister som ”folkets fjende”.

Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, har udtalt, at hans mål er, at Sverigedemokraterne bliver Sveriges største parti. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Vækker opsigt på Facebook

Derudover peger de på, at Sverigedemokraterne har bebudet besparelser på støtten til blandt andet scenekunsten, museerne og bibliotekerne.

Og partiet vil samtidig gerne bruge flere offentlige støttekroner på historiske film, som skal ”være med til at styrke fællesskabet og sikre en mere sammenhængende nation”.

- Vi ved fra historien, at kræfter, som ønsker at angribe demokratiet, går hårdt efter det frie kulturliv, skriver de.

- Vi ved, at de igen og igen bliver afsløret i at være hadefulde over for minoriteter, og de får mennesker i Sverige til at leve i skræk for deres egen og deres børns fremtid, skriver de.

Det er skuespilleren Kjell Bergqvist, der har taget initiativ til debatindlægget, og den Facebook-gruppe, der er blevet oprettet i forbindelse med det, har på i skrivende stund næsten 90.000 medlemmer.

- Vi er mange, der er bange, og som frygter valget på søndag. Men gennem gruppen kan vi støtte hinanden og tro på en bedre fremtid. Vi kommer fra alle mulige forskellige politiske baggrunde, men vi stræber efter det samme mål, siger Kjell Bergqvist til den svenske avis Aftonbladet.

Korrespondent: Sætte fokus på fortiden

Men debatindlægget har også fået en masse kritik i Sverige, fortæller DR’s Europa-korrespondent, Anna Gaarslev. Ikke mindst fra Sverigedemokraternes kernevælgere, der flittigt har kommenteret indlægget på Facebook-gruppen ”Stå upp för Sverige”.

- Her er den umiddelbare reaktion, at der er tale om en ligegyldig opsang fra kultureliten, som befinder sig langt væk fra virkeligheden i deres store, fine stockholmerlejligheder. Derfor kommer det ikke til at få nogen som helst effekt på Sverigedemokraternes kernevælgere. Det kan tværtimod være med til at øge den polarisering, som allerede findes i Sverige, siger Anna Gaarslev.

Spørgsmålet er så, om den kan få nogen effekt på resten af de svenske vælgere. Det er umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Anna Gaarslev.

Men debatindlægget kommer i kølvandet på en række opsigtsvækkende afsløringer om politikere fra Sverigedemokraterne, der er blandt andet har været aktive i det nynazistiske parti Nationalsocialistisk Front.

Det er noget, der ifølge Anna Gaarslev er belastende for Sverigedemokraterne, som i de seneste år har gjort meget for at tage afstand fra partiets racistiske og nynazistiske fortid.

- Der er ingen af de andre partier i Rigsdagen, der ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterne. Og med de talrige afsløringer, de seneste uger har budt på, kan de øvrige partier - med rette sige: I har ikke gjort endeligt op med jeres fortid, siger DR’s Europa-korrespondent.

FacebookTwitter