SVT står fast - Sverigedemokraterna kalder det en skandale

Ifølge SVT's ledelse var der behov for en afstandtagen.

Den svenske tv-kanal SVT vil ikke ændre på beslutningen om at tage afstand fra Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkessons, udtalelser under en valgdebat i aftes, om at indvandrere ikke passer ind i Sverige.

- Vi har en radio- og tv-lov i Sverige, og vores vurdering er, at der var behov for en afstandtagen, siger SVT's divisionschef, Anne Lagercrantz, til nyhedsbureauet TT.

Hun henviser til, at der i den svenske public-service lov står, at SVT har et særligt ansvar, når det gælder eventuelle krænkende udtalelser.

Enhver form for udtalelse må gerne publiceres, men efterfølgende skal SVT balancere udtalelserne ved at tage afstand fra dem, hvis de finder det nødvendigt.

- Det er vanskelige beslutninger at tage, og vi forsøger at anvende det regelværk, der findes, siger Anne Lagercrantz.

Modviljen fra SVT får nu Sverigedemokraterna til at klage til det svenske pressenævn.

- Det her er den største skandale, som public service nogensinde er blevet ramt af, siger Sverigedemokraternas pressechef, Henrik Vinge.

Krisemøde dagen derpå

De to parter mødtes i dag, efter at tv-værten for debatten på SVT i aftes sluttede programmet af med at tage afstand fra kommentaren fra Jimmie Åkesson.

- Vi skal begynde med at sige, at Jimmy Åkesson udtalelse var groft generaliserende, og SVT tager afstand fra den, sagde vært Martina Nord.

Ifølge partiets pressechef vil partiet nu overveje, om man skal medvirke i SVT's udsendelser i fremtiden.

- Det er Åkessons beslutning, om han vil deltage, siger Henrik Vinge.

Ordene fra Jimmie Åkesson faldt et stykke inde i tv-debatten, og fik blandt andre Centerpartiets partileder Annie Lööf til at afbryde sverigedemokraten.

Se Jimmy Åkessons udtalelse og SVTs kommentar efterfølgende i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter