Dramaet er stort i Berlin. Men i det danske erhvervsliv tager man det helt roligt

Tysklands kommende regering vil under alle omstændigheder have fokus på den grønne omstilling og digitaliseringen, lyder vurderingen.

Lige nu kæmper socialdemokraternes Olaf Scholz (tv.) med sin kristendemokratiske modkandidat, Armin Laschet (th.), om at blive Tysklands nye kansler. Men uanset resultatet regner det danske erhvervsliv med store eksportmuligheder i fremtiden. (Foto: ANNEGRET HILSE © Ritzau Scanpix)

Det kan godt være, at Tyskland lige nu befinder sig i et politisk vadested efter gårsdagens nervepirrende forbundsdagsvalg, hvor de tyske socialdemokrater endte med et vinde en kneben sejr over de konservative kristendemokrater, CDU/CSU.

Både socialdemokraterne og kristendemokraterne meddelte i aftes, at de går efter kanslerposten, og nu går forhandlingerne med de andre partier i gang.

Men selvom Danmarks næststørste eksportmarked står over for regeringsforhandlinger, der kan ende med at blive både langstrakte og besværlige, er det ikke noget, der vækker bekymring hos hverken det danske erhvervsliv eller hos industrien.

For var der én ting, stort set alle tyske partier kunne blive enige om under valgkampen, så var det, at der nu skal sættes ekstra skub på den grønne omstilling.

Og her øjner grønne danske virksomheder, som blandt andet er verdensførendevindenergi, store eksportmuligheder, uanset om Tysklands kommende kansler bliver socialdemokraten Olaf Scholz eller den kristendemokratiske Armin Laschet.

- Vi forventer, at den grønne omstilling hurtigt kommer op i omdrejninger. Der vil selvfølgelig være nuanceforskelle blandt partierne. Men ifølge vores medlemsvirksomheder er de forskelle for subtile og spidsfindige til, at de for alvor flytter noget i forhold til den grønne dagsorden, som kommer til at køre i Tyskland i årene frem, lyder det fra Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for international handel hos Dansk Erhverv.

- Vi har et kæmpe nabomarked, vi skal satse på og værne om, og det er godt nyt for os, tilføjer han.

Styrke den danske position

En lignende vurdering kommer fra Robert Perz, der er chef for Dansk Industris tyske kontor.

- Energi og klima betyder nu utrolig meget for tyskerne, og her kan vi helt klart styrke den danske position som energi-verdensmagt. Vi har meget at byde ind med, siger han.

Tyskland er allerede i dag det næststørste eksportmarked for danske vindmøller, varmepumper og anden energiteknologi, kun overgået af Holland, og alene sidste år købte tyskerne dansk energiteknologi for 9,6 milliarder kroner.

Men tager man alene de tyske boliger, så er 60 procent af dem mere end 60 år gamle. Og her ser Danfoss, der har specialiseret sig i at fintune fjernvarmesystemer for at mindske deres energispild, eksempelvis store eksportmuligheder fremover.

Det er dog ikke alene den grønne omstilling, der har været skarpt fokus på under valgkampen.

Stort set alle partierne har tilsvarende lovet, at de vil gøre Tyskland meget mere digital, end det er tilfældet i dag, og også her ser Dansk Industri store eksportmuligheder for danske virksomheder, uanset hvem der ender i regeringen.

- Angela Merkel forsømte at digitalisere Tyskland i sine 16 år som kansler, men jeg tror, at den næste regering kommer til at lave en digitaliseringsreform. Tyskerne kigger med meget stor begejstring på vores nemID og e-boks – og på den måde, vi har digitaliseret hele vores sundhedsvæsen. Så der kommer også til at være et vækstmarked for danske virksomheder, siger Robert Perz.

Her kan det få en betydning

Robert Perz tilføjer, at er det i forhold til netop digitaliseringsdagsordenen kan komme til at betyde noget, om den kommende tyske regering bliver ledet af kristendemokraterne eller socialdemokraterne.

- Energiagendaen har de alle tilfælles. Men ser man bort fra tiden under Merkel, har CDU/CSU og FDP (det liberale parti, red.) traditionelt set været bedre til at have digitaliseringen på agendaen. Så her vil jeg nok hælde til, at en Jamaica-koalition (mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne, red.) vil ramme plet, siger Robert Perz og tilføjer:

- Uanset hvordan kortene bliver blandet, ser rammebetingelserne for det tyske erhvervsliv – og derved også for Danmarks eksportmuligheder – stadig rigtig, rigtig gode ude. Også bedre, end de har gjort i mange år, siger han.

Alene sidste år solgte danske virksomheder varer for 154 milliarder kroner til Tyskland, men eksporten til tyskerne er stagneret i de senere år. Men hos Dansk Erhverv vurderer man også, at eksporten vil komme til at stige igen, hvad enten den kommende kansler hedder Olaf Scholz eller Armin Laschet.

- Vi har allerede i dag en stor samhandel med Tyskland, men potentialet for at øge eksporten – og derved hente yderligere milliarder af kroner hjem – er stort. Det er det, vi ser på i årene frem. Og her skæver vi ikke så meget til, hvordan den præcise koalitionsregering kommer til at se ud, siger Michael Bremerskov Jensen.

Facebook
Twitter