Hårdt presset tysk kanslerkandidat på valgkamp-visit i Paris: 'Respektløs fornærmelse'

Armin Laschet droppede møde i sin hjemstat for den franske præsident.

Den kristendemokratiske kanslerkandidat, Armin Laschet, styrtbløder i målingerne og bliver nu kritiseret for at føre valgkamp i Paris i stedet for at deltage i et møde om oversvømmelserne i hans hjemstat. (Foto: Eric Gaillard © Ritzau Scanpix)

Den tyske valgkamp er rykket til Frankrig i denne uge.

Mandag havde præsident Emmanuel Macron besøg af den socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, og i går var det så den kristendemokratiske kanslerkandidat, Armin Laschet, der lagde vejen forbi Élysée Paladset.

Men turen blev ikke det storpolitiske statsmand-show, den hårdt pressede Armin Laschet kunnet have ønsket sig. Mødet med Macron faldt nemlig sammen med et møde i delstat-parlamentet i Nordrhein-Westfalen, der havde sommerens katastrofale oversvømmelser og næste års budget på dagsordenen.

At Armin Laschet som ministerpræsident i delstaten ikke deltog i det vigtige møde er 'en fornærmelse mod parlamentet' og 'absolut respektløst', lyder kritikken fra hans politiske modstandere.

Laschet nåede lige at være med til en mindehøjtidelighed for de 49 mennesker, der mistede livet under oversvømmelserne i delstaten, før han tog direkte til Paris, mens parlamentet diskuterede hjælp til ofrene og næste års budget.

I forvejen er Armin Laschets håndtering af katastrofen blevet kritiseret vidt og bredt, og det rettede han ikke ligefrem op på ved at droppe mødet for at 'tage til Paris og føre valgkamp', tordnede et socialdemokratisk parlamentsmedlem.

Armin Laschets parti, CDU, svarede igen med, at socialdemokraterne ikke 'skal føre valgkamp på bekostning af vores forhold til Frankrig'.

De Grønnes Annalena Baerbock har som den eneste af de tre kanslerkandidater ikke valgt at lægge vejen forbi Paris i valgkampen. Hun synes, det er 'passende at bruge så meget tid som muligt til at møde tyske borgere':

- Og Élysée Paladset er ikke noget sted at føre valgkamp, sagde hun mandag til nyhedsbureauet DPA.

Laschet vil have europæisk FBI

Både Armin Laschet og Olaf Scholz rejste til Paris med et budskab om endnu tættere tysk-fransk samarbejde og større europæisk engagement.

Laschet har flere gange påpeget, at han i hjemstaten Nordrhein-Westfalen er tættere på Paris end Berlin. Og ikke kun i geografisk forstand, må man forstå.

- Den franske præsident har gentagne gange vist velvilje til at styrke Europa med banebrydende fornyelser. Nu er tiden inde til at gå ned ad den vej sammen, udtalte han før mødet til Handelsblatt.

De 'banebrydende fornyelser', Lashet havde med i tasken, var idéen om 'en stærkere sikkerheds-union' ledt an af Frankrig og Tyskland. For at afværge potentielle lammende cyberangreb opfordrer Armin Laschet til, at den europæiske politimyndighed Europol udvides til 'et europæisk FBI'.

- Vi har brug for et selvsikkert EU, sagde han ifølge Welt.

Scholz vil have Frankrig med i klimaklub

Da Olaf Scholz i en tv-debat i sommer blev spurgt, hvor hans første udlandsrejse som kansler vil gå til, hvis han vinder valget, faldt svaret prompte: Til Paris. Han besøgte mandag præsident Macron i Élysée Paladset. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

Olaf Scholz er ikke alene tyskernes foretrukne kanslerkandidat – han er også Emmanuel Macrons yndlingskandidat til at efterfølge Angela Merkel, konstaterer avisen Frankfurter Allgemeine. Det ville han dog hverken afvise eller bekræfte efter besøget i Paris mandag.

Han kom rejsende med et budskab om et endnu tættere tysk-fransk – og dermed også europæisk – samarbejde.

- Sammen med Frankrig skal vi sikre, at Europa også i fremtiden fortsætter på vejen til større suverænitet, sagde Olaf Scholz ifølge Frankfurter Allgemeine efter mødet.

Han kom rejsende med sin idé om en international klimaklub, der skal afværge konkurrencemæssige ulemper for Tyskland, Frankrig og andre lande, der har forpligtet sig til at blive klimaneutrale.

Tanken er at beskytte økonomien i de lande, der forpligter sig på at blive klimaneutrale, mod konkurrencen fra lande, hvor produktionen ikke er underlagt samme skrappe klimakrav. Klimaklubben et 'top-tema' for det fremtidige fransk-tyske samarbejde, betoner Scholz.

Facebook
Twitter