Højrefløjsparti står stadig stærkt i Østtyskland: 'De andre partier har haft 30 år til at løse problemerne'

I flere østtyske delstater står det højrenationalistiske parti AfD til at snuppe op mod hver femte stemme.

Peter Selka sætter sit kryds ved det højrenationalistiske, AfD, som han mener er gode til at adressere folks hverdagsproblemer.

I udkanten af den østtyske by Cottbus er der politisk "Bürgerfest" med bratwurst, bajere og en hoppeborg.

Med boligblokke som bagtæppe har Alternative für Deutschland, AfD, inviteret til vælgermøde kun få dage før, 60 millioner tyskere skal til stemmeboksen for at vælge et nyt parlament og en ny kansler.

Peter Selka er mødt op til borgerfesten, og han er ikke i tvivl om, hvor han skal sætte sit kryds.

- Jeg stemmer på AfD, fordi de andre partier har haft 30 år til at løse problemerne her i øst, og der er ikke sket noget, og derfor vil jeg give AfD en chance, siger han.

Selvom det er mere end tre årtier siden, at Berlinmuren faldt, så er der stadig store forskelle mellem det gamle Vest- og Østtyskland, når man måler på alt fra lønsedler til internethastighed.

Ifølge mediet Deutsche Welle, så har østtyskerne i gennemsnit en halvt så stor formue som vesttyskerne.

I videoen herunder kan du møde de AfD-vælgere, der optræder i artiklen.

Isoleret i Forbundsdagen

Ved seneste valg i 2017 stormede Alternative für Deutschland for første gang ind i Forbundsdagen på en hård udlændingepolitik og en islamkritisk linje.

Med over 12 procent af stemmerne blev de Tysklands tredjestørste parti, på trods af at partiet kun var blevet stiftet få år forinden.

Men siden er partiet blevet isoleret, for ingen af de andre partier vil arbejde sammen med dem.

For 68-årige Hans-Jürgen Hänel, som er byrådsmedlem for partiet, så er det kun et spørgsmål om tid, før partiet får mere indflydelse.

- Jeg tror, at på et tidspunkt om nogle år så kan man ikke komme uden om AfD. Det er et spørgsmål om tid, og jeg er overbevist om, at vi i AfD vil opnå noget. Det er for dårligt, at ingen vil samarbejde med AfD, og det skyldes kun, at de er bange for, at vi bliver for populære, siger han.

Stadig stærke i Øst

Sidste valg foregik i dønningerne på flygtningekrisen, og AfD dominerede valgkampen, som var præget af en debat om migration og indvandrerkriminalitet.

Siegfried Bernitke, som også er mødt op for at støtte partiet i Cottbus, mener, at AfD gør udlændinge- og asyldebatten mere nuanceret.

- For Socialdemokraterne og CDU er det sort eller hvidt. For eller imod asylansøgere. Jeg er for asyl, men jeg er imod asylmisbrug, siger han.

Men indvanding og asylpolitik fylder ikke meget ved denne valgkamp. I stedet er vælgerne mest optaget af klimaforandring, coronavirus, pension og økonomi i det hele taget, skriver nyhedsbureauet AP.

Alligevel står AfD til næsten samme resultat dog med en mindre tilbagegang. Og det skyldes især, at partiet stadig er stærke i de østlige delstater.

Unge østtyskere stemmer AfD

Ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i juni blev AfD det næststørste parti, kun overgået af Angela Merkels kristenkonservative, CDU. Og havde det kun været de unge under 30, der fik lov at stemme, så var AfD blevet det største parti.

En af de unge, som støtter partiet, er 22-årige Tobias, som også er mødt op på pladsen i Cottbus.

- Jeg vil gerne ændre udlændingepolitikken her i landet. De gamle partiers politik er ikke forsvarlig og er på langt sigt skadelig. Det ses også her i Cottbus, siger han.

Tobias mener, at der er for mange problemer med flygtninge og muslimer i Tyskland, forklarer han.

- Jeg mener ikke, Islam hører hjemme i Tyskland. Det er ikke foreneligt med vores europæiske værdier, siger han.

Facebook
Twitter