I valgkampens allersidste slutspurt forsøger Merkel at give sin efterfølger et meget tiltrængt rygstød

Merkels parti står til det værste valgresultat nogensinde.

Der var øl og brezel ved kristendemokraternes store afsluttende valgkamp-fællesstævne, hvor Angela Merkel gav en brandtale for Armin Laschet (th). (Foto: Michaela Rehle © Ritzau Scanpix)

Hun er ikke selv på stemmesedlen, men her i den tyske valgkamps absolutte slutspurt sætter kansler Angela Merkel sin personlige popularitet ind på at hjælpe kanslerkandidat Armin Laschet op til valget på søndag.

I dag optrådte de to kristendemokratiske partifæller fra CDU sammen med lederen for deres bayerske søsterparti, CSU's Markus Söder, ved et stort sidste fællesstævne i den bayerske hovedstad, München.

Her sad partitop og partisoldater skulder ved skulder ved langborde dækket med brezel og andre bayerske specialiteter og klappede energisk af Merkels valgkamp-tale:

- Hvis Tyskland fortsat skal være stabilt, så skal Armin Laschet være kansler – og CDU/CSU skal være det største parti, sagde hun.

Men den kristendemokratiske union spås i målingerne kun til at blive det næststørste parti.

Efter at have indledt året med meningsmålinger på den pæne side af 35 procent, er CDU/CSU raslet ned i målingerne og står nu til blot 22 procent i Politicos gennemsnit af målinger.

Godt nok har de vundet et enkelt procentpoint her i valgkampens sidste uge, mens hovedmodstanderne i det socialdemokratiske SPD har tabt et procentpoint til 25, men Armin Laschet står stadig til at føre kristendemokraterne til det dårligste valg nogensinde.

Det hidtil dårligste valg skal vi helt tilbage til 1949 for at finde. Dengang lød valgresultatet på 31 procent. Det næstdårligste resultat var ved det seneste valg i 2017, hvor de med Angela Merkel i spidsen fik 32,9 procent af stemmerne.

Hvad der for fire år siden blev udlagt som et lidt fesent resultat, ville på søndag være et rent drømmescenarie for Armin Laschet.

"Da jeg blev kansler, var der ingen iPhone"

Angela Merkel er med til tre af Armin Laschets valgkamp-møder i denne sidste uge af valgkampen - selvom hun egentlig på forhånd havde sagt, hun ikke ville deltage i valgkampen. (Foto: Michaela Rehle © Ritzau Scanpix)

Angela Merkel brugte en stor del af sin tale til at advare om, hvad der vil ske, hvis socialdemokraterne med Olaf Scholz i spidsen vinder valget.

Mens hun igen og igen gentog, at det "ikke er ligegyldigt, hvem der regerer Tyskland", oplistede hun konsekvenserne af en rød-grøn regering: Den vil gøre livet svært for tysk erhvervsliv og forsøge at forbyde sig ud af klimakrisen - i stedet for at løse den med tekniske fremskridt og kloge grønne investeringer, lød kanslerens analyse.

- I denne valgkamp har vi talt alt for lidt om erhvervslivet, sagde Angela Merkel og tilføjede:

- Bayern er et godt eksempel på, at det ikke er ligegyldigt, hvem der regerer. Det går godt her i Bayern, og det har det gjort længe, fordi CSU har regeret længe.

Den afgående kansler roste samtidig Armin Laschet for hans fokus på digitalisering.

- Armin Laschet taler med rette om nødvendigheden for et moderniserings-årti. Da jeg blev kansler, var der ikke nogen iPhone. Facebook var kun et år gammel. Verden ændrer sig hurtigt, sagde Merkel, der blev kansler i 2005 - kort før den første iPhone kom på markedet.

Silende regnvejr og overdøvende buh-råb

Angela Merkel og Armin Laschet på det første vælgermøde i valgkampens slutspurt i den nordøsttyske by Stralsund tirsdag aften. (Foto: JOHN MacDougall © Ritzau Scanpix)

Da Angela Merkel og Armin Laschet i tirsdags indledte deres fælles charme-slutspurt var det på Merkels hjemmebane, i hendes mangeårige valgkreds - i byen Stralsund på den tyske kyst ud til Østersøen.

Men der var ikke megen hjemmebanefordel over besøget.

Så snart de to gik på scenen, væltede en kraftig regn ned over pladsen, og store dele af deres taler blev delvist overdøvet af et pibekor af corona-skeptikere, der var mødt op for at vise deres utilfredshed med regeringens håndtering af coronakrisen.

På et tidspunkt bad en tydeligt irriteret Armin Laschet de buh'ende demonstranter om at "besøge landets intensivafdelinger, hvis I ikke tror på, at pandemien eksisterer", beretter Politico. Armin Laschet roste derefter Merkels krisehåndtering:

- Hun har guidet os godt igennem fire store kriser: Den globale finanskrise, den europæiske gældskrise, flygtningekrisen og nu pandemien, sagde han.

I morgen møder Merkel-Laschet-duoen op til valgkampens sidste fællesarrangemet, når de besøger Armin Laschets hjemby, Aachen, hvor han er født og opvokset og stadig bor i et rækkehus med sin kone.

Du kan komme tæt på Angela Merkel, når Stéphanie Surrugue sammen med en række tidligere stats- og regeringscheferundersøger, hvordan Merkel er bag de lukkede døre i dokumentaren "Merkel, Mutti, Magten & Mændene" på DRTV.

Facebook
Twitter