Merkels efterfølger: 33-årige Georg Günther skal vinde kanslerens valgkreds

Europas måske mægtigste politiker har givet valgkredsen videre til en ung kommunalpolitiker.

(Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © DR)

Navnet er Günther. Georg Günther. Lyder det bekendt?

Formentlig ikke. Han er en 33-årig skatterevisor og kommunalpolitiker i det nordøstlige Tyskland. Og han er – netop på grund af sin uvisse x-faktor – på en ultrasvær mission.

For Georg Günther er manden, der skal løfte den tunge arv fra kansler Angela Merkel.

Ikke i kanslerkontoret Kanzleramt, men i den valgkreds, som hun har vundet otte gange i træk siden Tysklands genforening i 1990.

Om tre uger står hans navn på stemmesedlen i valgkredsen 'Vorpommern-Rügen, Vorpommern-Greifswald I' ved det tyske valg til Forbundsdagen den 26. september.

- Det er en velsignelse og forbandelse på samme tid. Forbandelsen er selvfølgelig opmærksomheden og forventningerne. Det er en tung arv at bygge videre på alt det, som Merkel har opnået, ikke kun som kansler, men også her i området. Men det er selvfølgelig også en velsignelse, siger Georg Günther.

'Efter 30 år med Merkel er det en kontrast'

Kansler Angela Merkel kigger ned på os fra væggen, hvor to udgaver af hende er sat i glas og ramme på CDU’s kredsforbundskontor i Grimmen, en times kørsel øst for Rostock.

- Vi har selvfølgelig de historiske plakater fra valgkampene til Forbundsdagen. Den sidste her er fra 2013, siger Georg Günther, der bærer en lyseblå skjorte og et par markante briller under et krøllet, brunt hår.

Netop håret og brillerne har han gjort til sit logo, som pryder kampagnens merchandise på alt fra muleposer, t-shirts og kuglepenne til lightere og runde poletter til indkøbsvognen.

Georg Günther har gjort håret og brillerne til sit logo. (© DR Nyheder)

- Efter 30 år med Angela Merkel er det helt sikkert en kontrast med et ungt menneske. Men jeg tror, at jeg har samme alder som Merkel, dengang hun begyndte i politik, siger Georg Günther.

'Hvordan vil du klare det i Berlin?'

Georg Günther har været medlem af det konservative parti CDU siden 2010 og hjulpet til under kanslerens valgkampe.

Det bedste resultat fik Merkel i 2013 med 56,2 procent af valgkredsens stemmer. Ved sidste valg i 2017 fik hun 44 procents opbakning. Resultater, der bliver svære at matche.

- Folk spørger mig: Hvordan vil du klare det i Berlin? Det er nogle store sko at udfylde! Selvom det er en stor ære at stille op her, er det vigtigste for mig at forklare, at jeg er en kandidat, der er dybt lokalt forankret. Og at folk kender mig som en person, der er pragmatisk og nede på jorden.

De færreste kender hans navn og ansigt, og derfor fører han valgkamp næsten alle vågne timer af døgnet. Blandt andet på ferieøen Rügen, hvor vi er taget med ham ud for at følge valgkampen.

- Det er virkelig vigtigt, at jeg er ude at vise mig. Jeg er konstant på farten med mit team og mit mobile valgkampkontor og taler med vælgere undervejs, siger Georg Günther.

Merkels store sko skal udfyldes

Merkels gamle valgkreds er en af de største og tyndest befolkede i Tyskland.

Hver femte er truet af fattigdom, landsbyer står i forfald, og arbejdsløsheden lå i juli måned på 7,3 procent, hvilket er markant højere end landsgennemsnittet på 5,3 procent.

- Vi er mange ældre her på Rügen, der er ikke noget arbejde, og hvis der er, er det dårligt betalt. Alle lover at gøre noget, og ingen gør det, siger pensionisten Wolfgang Pitze, som vi møder undervejs.

Han har tidligere stemt på Angela Merkel og siger – som så mange andre – at dé sko, bliver svære for Georg Günther at fylde.

- Han må være klar til at kæmpe for det, han sætter sig for, og også gennemføre det, som vælgerne ønsker, siger Wolfgang Pitze.

Georg Günther fortæller sin potentielle vælger, at han vil arbejde for en reform af skattesystemet, når han bliver valgt ind i Forbundsdagen i Berlin. Og at han vil sørge for bedre infrastruktur i regionen, veje og cykelstier skal udbygges.

Wolfgang Pitze ønsker ham held og lykke i valgkampen. Han har endnu ikke besluttet sig for, hvor han sætter sit kryds.

- Teoretisk set kunne jeg godt stemme på den unge mand, men jeg skal først høre, hvad de andre kandidater har at sige, siger pensionisten fra Rügen.

CDU’s popularitet er i frit fald

Det er ikke kun Georg Günther, der er på en svær mission. Det er hele hans parti.

Gennem 16 år har det kristenkonservative parti CDU været Tysklands største. Nu ser det meget mere usikkert ud.

Selvom meningsmålinger skal tages med et gran salt, har de talt et tydeligt sprog siden valget af partiets kanslerkandidat, Armin Laschet: Partiets popularitet er i frit fald, og faldet i målingerne gør, at CDU nu ligger side om side med det socialdemokratiske parti, SPD, om at vinde det tyske valg.

Armin Laschet mistede især troværdighed under sommerens tragiske oversvømmelser, der kostede flere end 180 livet. Ikke mindst fordi han fik et grineflip, mens Tysklands præsident holdt tale til de katastroferamte.

- Forhåbentlig vil CDU og vores spidskandidat tænde turboen igen. Der bliver kigget meget efter, hvem der laver fejl. Men jeg tror, at folk hellere vil have, at partierne diskuterer politiske emner, og hvilke mål vi har for den tid, der kommer efter Merkel.

Georg Günther tror på, at hans parti CDU kommer stærkere ud af krisen. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © DR)

Spørgsmålet er, om vælgerne har nok tro på, at CDU stadig kan levere varen efter Merkels æra.

Hendes regering har ikke kun fået kritik for håndteringen af oversvømmelserne, men også på en lang række andre punkter, herunder coronapandemien, landets manglende digitalisering og reformering af pensionssystemet.

- Jeg tror, at vi kommer stærkere ud af krisen. Både her i regionen og i Tyskland har vi haft Merkels stabilitet i 16 år. Og det er kun CDU, der kan levere det.

Og hvad hvis det ikke lykkes dig at holde Merkels gamle valgkreds på konservative hænder?

- Ja, så er jeg blevet en livserfaring rigere. Og så fortsætter jeg mit politiske engagement i ungdomspolitik og lokalpolitik. Jeg har ikke tænkt mig at stikke hovedet i busken, siger Georg Günther.

Du kan se mere til Georg Günther i 21 Søndag på DR1 i aften.

Facebook
Twitter