Merkels parti sætter hele ledelsen på valg efter katastrofalt valgresultat

Partitop lover ”brutalt åben” analyse af valget.

Hele partiledelsen i Armin Laschet og Angela Merkels parti, CDU, skal på valg oven på partiets dårligste valgresultat nogensinde. (Foto: KAY NIETFELD © Ritzau Scanpix)

To uger efter partiets værste valgresultat nogensinde har Angela Merkels kristenkonservative parti, CDU, i dag besluttet at sætte hele partiledelsen på valg.

Det gælder også for formand Armin Laschet, der ledte partiet til vælgerlussingen.

- Efter sådan et resultat kan man ikke fortsætte som hidtil, sagde CDU’s generalsekretær, Paul Ziemiak, på et pressemøde efter et flere timer langt møde med Armin Laschet og resten af partitoppen.

Det er en enig partitop, der har besluttet køreplanen, betonede Paul Ziemiak. Og den lyder sådan her:

Den 30. oktober skal partiets distriksformænd mødes for at drøfte, hvilken indflydelse baglandet skal have på valget af en ny formand.

Spørgsmålet splitter partiet. Fortalere for større medlemsinddragelse mener, at det vil give ledelsen større legitimitet. Modstandere frygter, at det vil føre til yderligere splittelse, hvis resultatet er uklart.

Den 2. november mødes partitoppen så igen for at træffe en afgørelse og indkalde til den partikongres, hvor hele partiledelsen kommer på valg. Det er endnu uvist, om den vil finde sted i december eller januar.

På dagens pressemøde sagde Paul Ziemiak, at han forstår den "frustration og vrede", der hersker blandt CDU-politikere, der trods en engageret valgkamp ikke blev valgt ind i Forbundsdagen.

Samtidig lovede han, at analysen af det katastrofale valgresultat vil være "brutalt åben" – og at alle emner vil være på bordet.

Armin Laschet selv er tavs

Armin Laschet deltog ikke på dagens pressemøde. Men i sidste uge meddelte han, at CDU har brug for en ny start og en fornyet enighed om partiets ledelse.

Hans melding kom dagen efter, at miljøpartiet De Grønne og det liberale parti FDP havde meddelt, at de kun vil snakke videre med det socialdemokratiske parti, SPD, og kanslerkandidat Olaf Scholz.

Inden da havde begge partier også holdt møder med Armin Laschet og CDU, men de konkluderede onsdag, at de i første omgang kun ville undersøge muligheden for at danne regering med Olaf Scholz som kansler.

Det fik den interne kritik af Armin Laschet til at eksplodere og partifæller til at kræve hans afgang.

Selvom der endnu ikke officielt er nogen kandidater til at overtage hans formandspost i det stolte parti, går en række navne igen i de tyske mediers analyser og kommentarer.

Blandt andre sundhedsminister Jens Spahn, gruppeleder for CDU i Forbundsdagen Ralph Brinkhaus og så Norbert Röttgen og Friedrich Merz, der begge tabte formandsvalget til Armin Laschet i januar.

CDU-veteraner trækker sig for at give plads til yngre partifæller

Der er ikke alene brug for udskiftning i partitoppen, men i hele partiet, lyder analysen fra økonomiminister Peter Altmaier. Sammen med forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer har han derfor opgivet sit mandat i Forbundsdagen for at give plads til yngre kræfter.

Efter så markant en vælgerlussing må partiet forny sig selv, lyder hans analyse.

- Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at vinde den unge generation tilbage, siger Peter Altmaier ifølge avisen Bild.

I CDU’s ungdomsparti er formand Tilman Kuban helt enig. I et fælles indlæg med en række jævnaldrende partifæller skriver han i avisen Die Welt:

- Kun hvis CDU giver den næste generation en chance, får vi en fremtid som et folkeparti.

Konservativt kaos giver socialdemokranten Scholz arbejdsro

Sideløbende med dagens krisemøde i CDU har socialdemokraten Olaf Scholz igen i dag holdt møde med de to partier, der kan gøre ham til kansler: Miljøpartiet De Grønne og det liberale parti FDP.

Tilsammen kan de røde socialdemokrater, de gule liberale og De Grønne danne den såkaldte Trafiklys-regering, der lige nu anses for at være den mest sandsynlige.

Det er nu to uger siden, tyskerne gik til valg, og der er endnu ikke indledt egentlige regeringsforhandlinger. De tre partier er kun i gang med såkaldte sonderinger.

- Vi skal til at tage os lidt sammen, siger De Grønnes ene formand Robert Habeck ifølge Der Spiegel.

Den socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, havde smil på læben, da han i morges ankom til endnu et sonderingsmøde med De Grønne og det liberale parti FDP. (Foto: ANNEGRET HILSE © Ritzau Scanpix)

Mens De Grønne og socialdemokraterne i SPD langt hen ad vejen er enige om at hæve mindstelønnen og øge skatterne for de rigeste, er de liberale i FDP meget uenige i den økonomiske politik.

Op til dagens møde gentager FDP’s generalsekretær, Volker Wissing, de liberale røde linjer for at gå med i en Trafiklys-regering:

- Ingen skatteforhøjelser og ingen lempelse af gældsbremsen. Det holder vi fast i. Gæld skaber ikke en fremtid, siger han til avisen Bild.

Der er planlagt flere sonderingsmøder mellem de tre partier de næste dage.

I slutningen af ugen forventes De Grønne og FDP at beslutte, om de vil indgå i egentlige regeringsforhandlinger med SPD, eller om der er brug for endnu en sonderingsrunde. Begge partier har holdt muligheden for en regering med CDU/CSU åben.

Facebook
Twitter