Olaf Scholz valgt som kansler: Hans regering varsler et nyt Tyskland med grøn strøm, fri hash og nul faxmaskiner

Den nye tyske nye regering lover opbrud efter Angela Merkels 16 år lange konservative styre.

Olaf Scholz fjernede mundbindet, så han til klapsalver i Forbundsdagen kunne meddele, at han accepterer valget som Tysklands nye kansler. (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)

73 dage efter tyskerne satte deres krydser ved valget, har de nu fået en ny kansler: Socialdemokraten Olaf Scholz er i dag blevet valgt ved en afstemning i det tyske parlament, Forbundsdagen.

- Ja, svarede han kort og smilende, da parlamentets formand spurgte, om han accepterede valget.

Den 63-årige nyudklækkede kansler står i spidsen for en regering bestående af hans eget parti, SPD, samt miljøpartiet De Grønne og det liberale parti, FDP.

De tre regeringspartier gik til valg på en social, grøn og liberal modernisering af Tyskland efter 16 år med Angela Merkels konservative regeringer.

I deres 177 lange regeringsaftale "At vove mere fremskridt" udstikker den nye regering en markant ny retning for Tyskland på flere centrale områder.

Det nybrud, der nok er løbet med mest medieomtale, er en legalisering af cannabis, så voksne lovligt vil kunne købe hash for fornøjelsens skyld. Men regeringsaftalen indeholder også langt større reformer af samfundet. Få overblikket over de vigtigste punkter her:

Det er første gang, SPD, De Grønne og FDP går i forbundsregering sammen, og selvom de har fundet fælles fodslag i den ambitiøse regeringsaftale, "At vove mere fremskridt", spås de svære armlægninger, når ambitionerne skal føres ud i virkeligheden.

På helt centrale spørgsmål er især De Grønne og FDP milevidt fra hinanden. For De Grønne er klimakampen den altoverskyggende udfordring, som de gerne vil investere massivt i. Omvendt vil FDP hverken hæve skatterne eller optage gæld for at løse klimaudfordringerne.

"Scholzomaten"

Selvom Olaf Scholz' regering lægger op til et opbrud med Angela Merkels konservative kurs, beskrives den nye kansler ofte som en "Merkel 2.0" hvad angår stil og lune.

Olaf Scholz kender også den afgående kansler ganske godt. De seneste fire år har han været finansminister og vicekansler i hendes regering, og hans valgkamp forsøgte at fremstille ham som Merkels naturlige arvtager, der kan lede landet videre i hendes ånd: Med en sikker hånd på rattet.

Men hans valgløfter viste, at han rent politisk ikke kan beskrives som en Merkel 2.0: Olaf Scholz gik til valg på klassiske socialdemokratiske mærkesager om højere mindsteløn, flere billige boliger og bekæmpelse af børnefattigdom.

Den nye kansler har været medlem af det socialdemokratiske parti, SPD, siden han var 17 år. Som ung socialist i 1980’erne var han ihærdig antikapitalist, men et langt liv i politik med diverse ministerposter i Berlin og nogle år som overborgmester i Hamborg har gjort ham en hel del mere midtersøgende - og kedelig, ville kritikere nok indskyde.

Han har fået det lidet flatterende øgenavn "Scholzomat" i medierne, fordi han som en driftsikker robot holder sig til planen uden at vise følelser eller lade sig ryste ud af kurs. Det er i øvrigt et øgenavn, han selv finder "meget passende", har han fortalt avisen Die Zeit.

Overtager magten midt i alvorlig corona-bølge

Den nye regering overtager magten midt i en alvorlig fjerde corona-bølge, der presser flere hospitalers intensiv-afdelinger og derfor står allerøverst på regeringens dagsorden.

Allerede før Olaf Scholz i dag officielt overtog magten, har han strammet corona-kursen. Ikke-vaccinerede kan ikke længere gå på restaurant, til frisør, i fitnesscenter eller komme indenfor i andre offentlige rum. Heller ikke selvom man har en negativ test.

Det er det seneste forsøg på at overbevise de cirka 30 procent af befolkningen, der endnu ikke er vaccineret, til at lade sig stikke. Og Scholz er også klar til at tage skridtet videre og indføre en meget omdiskuteret vaccinepligt. Det skal nu til afstemning i Forbundsdagen.

- Smitten, der påvirker os alle i dag, kommer fra de uvaccinerede, sagde Olaf Scholz på et pressemøde i går.

Tysklands nye sundhedsminister, Karl Lauterbach, er læge og epidemiolog. (Foto: Michele Tantussi © Ritzau Scanpix)

Den nye kansler sender også et klart signal om en restriktiv corona-linje med udnævnelsen af partifællen Karl Lauterbach som ny sundhedsminister - eller pandemiminister, som den 58-årige socialdemokrat bliver kaldt i pressen.

Karl Lauterbach, der er læge og epidemiolog, har spillet en fremtrædende rolle under hele corona-pandemien, hvor han har presset på for skrappere restriktioner.

- Denne pandemi vil vare længere, end mange tror. Men vi vil klare det, sagde Karl Lauterbach under præsentationen af det socialdemokratiske ministerhold, hvor han understregede, at vaccinationer er vejen ud af krisen.

Men Karl Lauterbach kommer ikke til at have frie tøjler i krisehåndteringen, og især de liberale i FDP har kritiseret frihedsindskrænkende corona-restriktioner og afvist at indføre en vaccinepligt.

Flere liberale politikere vil også stemme imod vaccinepligten i Forbundsdagen, hvor alle parlamentsmedlemmer er sat fri til at stemme efter egen overbevisning. Men partiformand og nyudnævnt finansminister, Christian Lindner, har i lyset af den "skuffende lave vaccinationsrate" tænkt sig at stemme for en vaccinepligt.

Corona satte også sit præg på afstemningen i Forbundsdagen, hvor alle parlamentsmedlemmer var iført lovpligtige mundbind. Olaf Scholz modtog stående klapsalver ved valget. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Ritzau Scanpix)

Otte mænd og otte kvinder på Scholz' ministerhold

Udover kansleren selv består Olaf Scholz' nye ministerhold - som lovet i valgkampen - af lige mange mandlige og kvindelige ministre. Otte af hver.

- Det afspejler det samfund, vi lever i, hvor mænd og kvinder hver udgør halvdelen af befolkningen - og hvor kvinder derfor også skal have halvdelen af magten, sagde den nye kansler ved præsentationen af sit ministerhold.

Tyskland vil blandt andet få sin første kvindelige udenrigsminister med Annalena Baerbock fra De Grønne. Også det tunge Forsvarsministerium og Indenrigsministerieum får kvindelige ministre i spidsen.

Og så får tyskerne med Cem Özdemir den første tyske minister med tyrkisk baggrund. Den grønne profil er ny landbrugs- og fødevareminister.

  • De Grønnes to medformænd, Annalena Baerbock og Robert Habeck, er henholdsvis udenrigsminister og økonomi- og klimaminister i den nye regering. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
  • Christian Lindner, der er leder af det liberale parti, FDP, vandt armlægningen med De Grønnes Robert Habeck om den magtfulde finansministerpost i den nye regering. (Foto: CLEMENS BILAN © Ritzau Scanpix)
  • Olaf Scholz (tv) har udnævnt partifællen, lægen og epidemiologen Karl Lauterbach (th) som ny sundhedsminister. Hans første og største opgave bliver at styre Tyskland ud af coronakrisen. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Ritzau Scanpix)
  • Landbrugs- og fødevareminister Cem Özdemir fra De Grønne bliver Tysklands første minister med tyrkisk baggrund. Cirka tre millioner af Tysklands i alt 83 millioner borgere har tyrkiske rødder. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)
  • Der er otte kvinder og otte mænd i kansler Olaf Scholz' regering. Dermed lever han op til sit valgløfte om at lede en regering med lige mange kvinder og mænd. (Foto: STAFF © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Den nu tidligere kansler, Angela Merkel, sad på tilskuer-rækkerne i Forbundsdagen, da Olaf Scholz blev valgt som hendes efterfølger. Hun modtog stående klapsalver fra både politiske venner og fjender i salen.

Med 16 år og 16 dage i Kanzleramt nåede hun lige præcis ikke at slå partifællen Helmut Kohls rekord som længst siddende kansler med 16 år og 26 dage. Til gengæld er hun den første tyske kansler, der ikke har tabt et valg, men har trukket sig frivilligt fra posten.

Angela Merkel modtog stående klapsalver, da hun fra Forbundsdagens tilhørertribune fulgte valget af Olaf Scholz. (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)

Dagens afstemning markerer også slutningen på Angela Merkels 16 år lange æra som kansler i Tyskland. Du kan gense vores portræt af kansleren, hvor Stéphanie Surrugue sammen med en række tidligere stats- og regeringsledere undersøger, hvordan Merkel er bag de lukkede døre. Det er i dokumentaren "Merkel, Mutti, Magten & Mændene" på DRTV:

Merkel - Mutti, magten & mændene

23. sep 2021 | 58 min.
SE PÅ DRTV
Billede der beskriver indhold fra Merkel - Mutti, magten & mændene der kan ses på DRTV
FacebookTwitter