Tv-debat giver outsideren Olaf Scholz mere momentum som den næste (mandlige) Merkel

Den tyske valgkamps første store tv-debat skød for alvor kanslerkapløbet i gang.

De tre kandidater, der kæmper om at efterfølge Angela Merkel på kanslerposten, mødtes i går aftes til valgkampens første store tv-debat. (Foto: MICHAEL KAPPELER © Ritzau Scanpix)

Socialdemokraten Olaf Scholz havde én vigtig opgave under gårsdagens første store tv-debat mellem de tre kanslerkandidater i den tyske valgkamp: Ikke at træde ved siden af.

Og det lykkedes for ham, er både kommentatorer og vælgere enige om.

Den socialdemokratiske kanslerkandidat har den seneste måned oplevet en sand himmelflugt i målingerne, mens det er gået modsat vej for hans to modkandidater, De Grønnes Annalena Baerbock og kristendemokraternes Armin Laschet.

Og selvom de begge klarede sig overraskende godt i debatten, er Olaf Scholz stadig manden, de skal forsøge at indhente de næste fire uger, fortæller DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter:

- Alle tre kandidater lagde solide og overbevisende præstationer for dagen. Både Laschet og Baerbock klarede sig bedre, end jeg havde forventet, og det kan meget vel have overbevist deres bagland – og for Baerbocks vedkommende måske også nye vælgere.

- Men det er i min bedste vurdering ikke nok til at bremse det momentum, Olaf Scholz har opnået. Jeg tror ikke, debatten kommer til at flytte mange stemmer, siger Michael Reiter.

Seerne er enige i, at Olaf Scholz klarede sig bedst gennem debatten. I en hurtig måling foretaget af instituttet Forsa direkte efter debatten udråber 36 procent af seerne Scholz til vinder. 30 procent peger på Annalena Baerbock og 25 procent på Armin Lashcet.

Kandidater lover: Der kommer ingen ny lockdown

Med en tiltagende fjerde coronabølge, der meget vel kan toppe oven i valget den 26. september, fyldte corona en hel del i tv-debatten. Især problemet med, at tyskerne tøver med at lade sig vaccinere.

For at presse de uvaccinerede har man netop indført en 3G-regel. Det står for 'Geimpft, Genesen oder Getestet' og betyder, at man enten skal være vaccineret, raskmeldt eller testet negativ, hvis man eksempelvis vil på restaurant, til frisør eller i fitness.

Olaf Scholz og Annalena Baerbock argumenterede i debatten for at indføre 3G-reglen for rejsende på fjentog. Armin Laschet var mere skeptisk og ville gerne vide, hvordan man i praksis skal tjekke mange tusinde togrejsende.

Ingen af de tre kandidater turde give et bud på, hvornår tyskerne kan forvente at kunne leve et helt normalt liv igen uden maskepligt og coronarestriktioner.

Men de var alle tre enige om, at tyskerne ikke vil blive pålagt en ny lockdown, selvom smittetallene stiger. Olaf Scholz og Armin Laschet var også enige om blankt at afvise obligatoriske vaccinationer for visse faggrupper såsom hospitalspersonale.

Annalena Baerbock åbnede til gengæld døren på klem for obligatoriske vacciner:

- Ikke som situationen er i dag. Men det kan ikke udelukkes for fremtiden, sagde hun og understregede, at det for alt i verden gælder om at undgå endnu en lockdown - især for børnefamiliernes skyld, som regeringen i hendes optik ikke har taget godt nok hånd om under pandemien:

- De har ført en politik, der altid siger, "Lad os vente og se", "Lad os slet ikke gøre noget", og det har resulteret i, at børn ikke har gået i skole.

Klimakamp: Forbud eller ej?

Bølgerne gik højest, da debatten drejede ind på klimaet. Alle tre kandidater er enige om, at klimadagsordenen er vigtigt. Men de er vidt uenige i, hvordan klimakrisen skal gribes an.

De Grønne vil eksempelvis indføre obligatorisk solenergi på taget i nye bygninger og forbyde salg af benzin- og dieselbiler.

- Du sætter lænker omkring branchens fødder og siger så til dem: Kør hurtigere, lød anklagen fra Armin Laschet, der flere gange i debatten gjorde sig til industriens talsmand.

Annalena Baerbock skød tilbage, at kristendemokraterne i CDU/CSU ikke har nogen konkret klimaplan:

- I vil ikke forbyde noget, fordi det måske ikke går så godt for jer i valgkampen, sagde hun med henvisning til Laschets stadig mere katastrofale målinger.

Fremfor forbud vil Armin Laschet investere sig ud af klimakrisen og eksempelvis gøre det mere attraktivt at vælge elbilen over benzinbilen. For han er skam fan af elbiler, forsikrede han: "Jeg kører selv i en."

Test dig selv i den store Tysklandquiz, om du kan gætte forskel på østtyskere og vesttyskere: Hvem har bedst internethastighed? Hvem tjener mest? Hvem kører i autocamper?

Facebook
Twitter