Tysk vælger efter valggyser: 'Det er alt andet end et drømmeresultat'

Tre tyske vælgere reagerer på det brogede valgresultat.

Det tyske valg er overstået, men det er stadig uklart, hvem der bliver landets næste kansler. (Foto: Fabian Bimmer © Ritzau Scanpix)

Stemningen blev vist aldrig rigtigt euforisk til de tyske valgfester i går. For ingen partier har kunne udråbe sig som klare vindere af valget.

De to store partier SPD og CDU/CSU fik med henholdsvis 25,7 procent og 24,1 procent - næsten lige mange af vælgernes stemmer.

Og med 14,8 procent af stemmerne til De Grønne blev det ikke det resultat, som de for et par måneder siden havde udsigt til.

Det noget brogede valgresultat afspejles også i vælgernes reaktioner her dagen derpå.

24-årige Anna havde håbet på et bedre valg til de grønne

(Foto: (Privat foto))

Anna Kierdorf var noget skuffet, da hun i går gik i seng i Bonn efter en hæsblæsende tysk valgaften.

Hun har nemlig stemt på miljøpartiet De Grønne, og selvom partiet går frem i forhold til sidste valg, havde hun håbet på mere.

- Jeg er meget skuffet over, at der ikke var flere som har stemt på et parti, der vil arbejde for en grøn omstilling, siger hun.

- Tyskerne har igen stemt på de store partier, så jeg frygter, at det hele bliver ved med at være bøvlet og gå langsomt.

Nu prøver Anna Kierdorf alligevel at se fremad.

- Jeg håber, at De Grønne kommer med i en regeringskonstellation, helst sammen med SPD og FDP. Jeg håber ikke, at de går sammen med CDU, for jeg gider virkelig ikke Laschet. Jeg synes slet ikke, at han er kompetent.

(Foto: (Grafik) Morten Fogde Christensen)

Phillip er overrasket over flirten mellem De Grønne og FDP

(© (Privat foto))

Philip Rödiger, der er advokat og bor i München, stemte i går på det liberale parti FDP.

Og selvom han er tidligere CDU-vælger, er han tilfreds med, at SPD og Olaf Scholz har fået flest stemmer.

- Det er okay. Hvis man kigger på partiet, ville jeg have ønsket, at det var CDU, men kigger man på manden til at repræsentere landet, så mener jeg, at Olaf Scholz er bedre end Armin Laschet.

Nu er han spændt på, om hans parti FDP sammen med De Grønne kan blive enige, inden de begynder at forhandle med de to store partier.

- Jeg var lidt overrasket over at høre i aftes, at De Grønne og FDP vil tale sammen, inden de starter en kollationsforhandling med et af de store partier.

- I 2017 havde vi en lignende situation, hvor det ikke var muligt for dem at blive enige. Derfor havde jeg næsten forventet, at vi ville få samme problematik igen denne gang, da de er ret langt fra hinanden på visse punkter.

SPD-vælgeren Christian er skuffet, selvom partiet er størst

(© (Privat foto))

I Hamborg har turistguiden Christian Meyer Pedersen stemt på socialdemokratiske SPD, og selvom partiet har fået flest stemmer, ser han det ikke som en entydig sejr.

- Jeg er egentlig skuffet over, at resultatet ikke blev mere klart. Jeg håbede virkelig, at SPD ville have fået et større forspring.

Christian ser gerne, at SPD går sammen med De Grønne, men han er nervøs for, hvem der derudover skal være en del af Tysklands fremtidige regering.

- Det er alt andet end et drømmeresultat. Det ser ikke ud til, at Olaf Scholz og SPD kan danne en regering uden en tredje partner som CDU/CSU eller FDP.

- Det er jeg ikke begejstret for, fortæller han.

I videoen herunder, kan du se flere tyske raktioner på valgresultatet. Det er DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, der har været på gaden i Køln.

Facebook
Twitter