Tyskland skruer corona-bissen på: Birgit har fulgt 1. FC Köln i 50 år, men nu er hun ikke længere velkommen på stadion

Flere steder er kun vaccinerede og raskmeldte nu velkomne.

1. FC Köln-überfan Birgit Vasco ærgrer sig over, at fodboldklubben ikke længere vil lade hende kom ind på stadion, fordi hun ikke er vaccineret mod Covid-19. (Foto: Nick Johansen)

Birgit Vasco var blot fire år gammel, da hun første gang var på stadion og se 1. FC Köln spille. I de efterfølgende fem årtier har hun loyalt fulgt sit fodboldhold, men når de i morgen skal spille Bundesligakamp mod VfL Bochum, bliver det uden Birgit Vasco på lægterne.

Hun er nemlig ikke længere velkommen, fordi hun ikke er vaccineret mod corona.

- Jeg synes, det er tragisk, at man behandler fans, der har været loyale over for klubben i 50 år gennem tykt og tyndt, på den her måde, siger hun.

1. FC Köln har indført en kontant coronaregel: Du er kun velkommen på stadion, hvis du er færdigvaccineret eller raskmeldt efter at have haft covid-19. Selvom Birgit Vascos hjerte banker for klubben, vejer hendes skepsis over for vaccinen tungere:

- Jeg vil ikke blive vaccineret, fordi der har været nogle voldsomme reaktionervaccinen i min omgangskreds. Jeg vil ikke udsætte mig selv for bivirkninger, siger hun.

1. FC Köln-überfan Wolfgang Witschorke kritiserer klubbens nye regel om kun at tillade vaccinerede og raskmeldte adgang på stadion: "Dem, der er blevet testet, også er raske", siger han. (Foto: Nick Johansen)

Derfor må Birgit Vasco se lørdagens kamp fra skærmen på den lokale knejpe. Og hendes gode ven fra fanklubben Wolfgang Witschorke, der er færdigvaccineret, må tage på stadion uden hende.

Mange af klubbens fans slutter op om adgangskravet, men han er ikke en af dem:

- Jeg synes ikke, det er i orden, at en forening bliver involveret i politik. Fodbold skal være fodbold, siger han.

Tyskland strammer skruen om uvaccinerede

Tyskerne er på vej ind i en fjerde coronabølge og halter samtidig efter med vaccinationerne. Derfor er der i denne uge over hele landet blevet indført skærpede restriktioner i form af den såkaldte 3G-regel.

Det står for Geimpft, Genesen eller Getestet og betyder, at man enten skal være vaccineret, raskmeldt eller testet negativ, hvis man eksempelvis vil på restaurant, til frisør eller i fitness.

Og flere steder strammer ligesom 1. FC Köln skruen yderligere om de uvaccinerede med en 2G-regel. Det vil sige, at det tredje G - altså test - bortfalder, så du kun er velkommen, hvis du er vaccineret eller raskmeldt.

Sportsdirektør i 1. FC Köln Alexander Wehrle ser 2G-reglen som en mulighed for hurtigst muligt at kunne fylde stadion helt op med tilskuere igen. (Foto: Nick Johansen)

Sportsdirektør Alexander Wehrle forklarer klubbens beslutning med ansvaret over for de mange vaccinerede fans og sæsonkortholdere:

- De forventer foranstaltninger og løsninger fra os, så vi hurtigst muligt kan byde 50.000 fans velkomne på et udsolgt Rheinenergie-Stadion.

Hvad siger du til de fans, der måske kan føle sig udelukket af reglen?

- Det skal man tage alvorligt. Men på den anden side siger jeg altid: Alle kan beslutte, om de vil tage et kørekort eller ej. Og hvis man ikke vil tage et kørekort, må man bare tage toget. På samme måde kan alle nu beslutte sig for at blive vaccineret.

- Og hvis man ikke bliver vaccineret, er det også ok. Men så må man bare undvære det ene eller det andet de næste par måneder, siger Alexander Wehrle.

Hans fodboldklub er langt fra den eneste, der går skridtet videre fra 3G-reglen.

"Vaccinetvang ad bagdøren"

Hamborg er den første – og hidtil eneste – tyske delstat, der har indført den såkaldte 2G-model. Den betyder, at restauranter, biografer og museer selv kan vælge kun at åbne dørene for færdigvaccinerede eller raskmeldte gæster.

Ved at udelukke folk, der kun har en negativ test på hånden, slipper man for de fleste coronarestriktioner som afstandskrav og kapacitetsbegrænsninger. Dermed kan restauranter igen have gæster ved alle borde, og muséer slipper for at sælge billetter til afgrænsede tidsintervaller.

Hamborgs borgmester, socialdemokraten Peter Tschentscher, argumenterer med, at vaccinerede og raskmeldte ikke udgør nogen væsentlig fare for smittekæder.

Modstandere kalder det vaccinetvang ad bagdøren, fordi reglen gør det umuligt at leve et normalt socialt liv, hvis man ikke er blevet vaccineret.

Det er heller ikke alle byens erhvervsdrivende, der tilmelder sig modellen. Nogle er bange for, at det vil skræmme stamkunder væk. Andre har medarbejdere, der ikke er vaccineret.

Restauranter og andre, der vil benytte sig af 2G-modellen, skal kontrollere gæsternes coronapas ved ankomst. Hvis de overtræder reglerne, risikerer de bøder på mellem 1.000 og 20.000 euro, svarende til mellem cirka 7.400 og 149.000 kroner.

Vaccine-valgkamp

Smittekurven kan meget vel toppe samtidig med, at tyskerne den 26. september skal stemme til Forbundsvalget, og coronarestriktionerne er et stort valgtema. Flere tyske politikere mener, at 2G-reglen skal gælde i alle 16 tyske delstater.

I denne uge har De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock, talt om muligheden for at indføre obligatorisk vaccine for visse faggrupper.

- Man skal forestille sig, hvad alternativerne er. Og hvis alternativet er en hård lockdown, hvor daginstitutioner og skoler lukker helt ned igen – hvilket var en katastrofe for mange familier – så må alle andre alternativer på bordet, sagde hun mandag til tv-stationen ARD.

Hverken den kristendemokratiske kanslerkandidat, Armin Laschet, eller den socialdemokratiske ditto, Olaf Scholz, vil tale om obligatoriske vacciner. Armin Laschet har til gengæld lovet, at tyskerne med ham som kansler ikke vil opleve endnu en lockdown.

Men selvom politikerne her i valgkampens slutspurt forsikrer, at der ikke er nye hårde nedlukninger på vej, skal tyskerne forberede sig på coronarestriktioner et stykke tid endnu.

I går forlængede Forbundsdagen den såkaldte "epidemiske situation af nationalt omfang", der giver regeringen udvidede muligheder for at udstede corona-forordninger.

Og fra den 11. oktober skal tyskerne selv til at betale for at blive testet, hvis de ikke er vaccineret. Til den tid har alle nemlig fået tilbuddet om at lade sig vaccinere, så der vil statskassen ikke længere betale for test til vaccine-skeptikerne, lyder argumentet.

På knejpen i Köln håber Birgit Vasco og Wolfgang Witschorke, at de snart igen kan gå på stadion sammen. (Foto: Nick Johansen)

Tilbage på knejpen i Köln ærgrer Birgit Vasco sig over presset på de uvaccinerede:

- Jeg synes, det er i orden, at nogen af forskellige årsager ønsker at blive vaccineret. Det må folk selv bestemme. Jeg forventer så bare, at jeg også selv får lov at bestemme, siger hun.

Podcasten "Stjerner og Striber - Ta'r til Tyskland" følger den tyske valgkamp frem mod valget den 26. september:

Facebook
Twitter