Valgsvindel, udgangsforbud og protester i Honduras: ' Vi vil bare have fred'

Tilhængere af oppositionen mener, at der er valgsvindel. Myndigheder erklærer undtagelsestilstand.

- Vi er fuldstændig indignerede over det, der sker. Vi vil bare have fred i Honduras – men det vil ikke ske, før de korrupte er ude. Det er den eneste mulighed for fred.

Det siger en demonstrant, der står foran en brændende bil i det mellemamerikanske land, hvor befolkningen stadig venter på det endelige resultat af en folkeafstemning i sidste weekend.

Et resultat, der er blevet udskudt på grund af det, som myndighederne kalder for tekniske problemer – men det tror demonstranterne ikke på. De er overbeviste om valgsvindel, og nu har myndighederne indført undtagelsestilstand i hele landet og udgangsforbud i de næste 10 dage fra klokken seks om aftenen til klokken seks om morgenen. Sådan lød det i går i en meddelelse, som blev bragt samtidig på radio og tv.

- Suspensionen af forfatningsmæssige garantier er blevet godkendt, så de væbnede styrker og det nationale politi kan imødekomme den bølge af vold, der har opslugt landet, sagde Ebal Diaz, som er en højtstående embedsmand ifølge The Guardian.

Der er skudt med tåregas, og mindst to personer er blevet dræbt i sammenstød med landets sikkerhedsstyrker. Flere end 20 er såret, og TV-billeder viser røg stige op fra bunker af bildæk.

Fredag oplyste en valgdomstol i det mellemamerikanske land, at myndighederne ville offentliggøre valgresultatet fredag aften, men det skete ikke.

En Nasralla-støtte står ved en barrikade i hovedstadenTegucigalpa. / AFP PHOTO / Orlando SIERRA (Foto: ORLANDO SIERRA © Scanpix)

- Hvis vi ikke selv demonstrerer for vores rettigheder, er der ingen andre, der gør det, siger Maria Martinez, der også har stemt på oppositionspartiet.

Efterhånden er det næsten en uge siden, at selve præsidentvalget blev holdt - og der gik ikke lang tid derefter, inden Honduras' USA-venlige præsident, den konservative Juan Orlando Hernandez, erklærede sig selv som sejrherre. Men en måling viste en overraskende føring på fem procentpoint til den venstreorienterede udfordrer, Salvador Nasralla.

Efter en pludselig pause i optællingen mandag indhentede Hernandez føringen, og derfor mener oppositionen, at der er tale om valgsvindel.

Nasralla, der i 2012 stiftede antikorruptionspartiet Partido Anticorrupción, har opfordret de omkring 500 internationale valgobservatører i Honduras til at oprette en særlig undersøgelseskommission.

- Ellers vil Hernandez stjæle sejren, og det vil jeg ikke tolerere, sagde han onsdag.

Ifølge Reuters er det knap 50.000 stemmer, der adskiller de to kandidater.

Honduras kæmper med korruption, fattigdom og kriminalitet, og landet er et af de mest ustabile i Mellemamerika.