Vandmangel og krokodiller plager Bangkok

Det er ikke til at få flaskevand. Til gengæld er der dusør på at fange undslupne krokodiller. Det fortæller danske Jakob Mørkenborg Rasmussen fra det oversvømmede Bangkok.

Tomme hylder præger Bangkoks supermarkeder. (Foto: Jakob Mørkenborg Rasmussen)

BANGKOK, SØNDAG 30 OKTOBER 2011, KLOKKEN 12:38

Situationen, hvor vi bor, er at vi stadig har tørre fødder.

Vandet i kanalerne er stadigt stigende, og det virker lidt tvivlsomt, om digerne bliver ved med at kunne holde.

Vores vandhane-vand er nu gulligt og lugter lidt ligesom akvarievand. Normalt drikker vi postevandet, efter det har været en tur igennem et vandfilter, men vi har fået rapporter, om at det ikke er nok længere.

Heldigvis har vi en del flaskevand i reserve, som det lykkedes os at købe, mens det stadig var muligt. Om vi har nok, må tiden vise, og så prøver vi ellers at skære ned på vores væskeforbrug.

Én mio. flasker vand til 15 mio. mennesker

Der er stadig ingen meldinger om, hvornår vi skal forvente at kunne købe vand igen, og det er ved at blive en af de mest kritiske ting under oversvømmelserne.

I går donerede Laos en million flasker vand, men til en by som Bangkok, der menes at have op mod 15 millioner mennesker boende, hvis man inkluderer forstæderne, vil en million flasker vand ikke række langt.

Militæret mangler forsyninger

Hos militæret, der har cirka 50.000 soldater i gang med at beskytte Bangkok, er manglen på mad og vand også ved at kunne mærkes.

I går aftes udsendte de en pressemeddelelse, hvor de opfordrede folk til at donere både vand og mad, men problemet er, at folk ikke tør dele ud af deres forsyninger, så længe ingen ved hvor længe vandet vil blive.

Tidligere på ugen, forsøgte man at importere vand, æg, kyllinger mm. fra Malaysia, men det blev droppet efter protester fra de lokale producenter, der siger, at det ikke er et produktionsproblem, men mere et leveringsproblem.

Det er dog en ringe trøst for dem, der mangler både mad og drikke!

Vandet falder først til november

Udsigterne til hvor længe det vil stå på, blev forværret i går.

Da vandet begyndte at komme i slutningen af september, meldte de ud, at hvis vi klarede den gennem starten af oktober, skulle vi være okay. Det blev hurtigt ændret til midten af oktober, senere til slutningen af oktober og nu siger de 7. november.

Efter 7. november vil der stadigt være enorme mængder vand fra nord, men til gengæld vil højvandet i Den Thailandske Golf være lavere, så det ikke længere vil påvirke situationen, som det gør nu.

Lige nu betyder højvandet, at de ikke har mulighed for at dræne vandet fra nord ud i havet, og i stedet stiger det konstant i den nordlige og vestlige del af Bangkok og lægger et enormt pres på de sluser og diger der beskytter byen - inkl. hvor vi bor.

Familien evakueret

Min svoger og hans familie blev evakueret i den vestlige del af Bangkok i forgårs, og nu meldes der om over en meter vand, hvor de bor, så de frygter, hvad de har at vende hjem til.

En anden bekendt, der bor i nærheden af Don Mueang-lufthavn beretter om over to meter vand i deres hus projekt, og det stiger stadigt time for time.

Der er også to nye distrikter, der er kommet på høj risiko-listen siden i går, og det er desværre områder der ligger i vores retning.

Regeringen har også været nødt til at evakuere. De brugte Don Mueang-lufthavn som midlertidig base, men da der nu er over en meter vand og hverken el eller drikkevand, har de været nødt til at flytter til et tørt sted.

Krokodiller undsluppet

Under oversvømmelserne, er der også en helt anden trussel end vand, nemlig krybdyr, og i særdeleshed krokodiller.

Provinserne rundt om Bangkok huser mange krokodillefarme, og under oversvømmelserne er de stukket af. Der er allerede adskillige der er blevet fanget i beboelses områder i Bangkoks forstæder - flere mellem to og fire meter, og myndighederne råder folk til at være ekstra opmærksomme, når de færdes i de oversvømmede områder.

Desuden er der udstedt en dusør fra det offentlige på 1.000 Baht (ca. 170 kroner), hvis man fanger en krokodille (død eller levende).

Hvor stor en trussel dyrene reelt er, er dog lidt uvist. Der er kun meldt om ét angreb på mennesker, men det er selvfølgeligt noget, der sælger godt i medierne.

Læs med igen i morgen, når næste indlæg fra dagbogen bliver lagt på dr.dk

Facebook
Twitter