Vatikanet laver retningslinier om misbrug

Der var kritik fra starten til de nye retningslinier i sager om misbrug af børn, som den katolske kirke fremlagde i dag.

Vatikanets talsmand, fader Lomabardi, fremlagde i dag de nye retningslinier på en pressekonference. (Foto: Alessandro Bianchi © Scanpix)

De mange sager om overgreb mod børn fik i dag Vatikanet til at udsende nye retningslinier om kirkens håndtering af sagerne. Men de nye retningslinier bliver mødt med protester fra begyndelsen.

For eksempel mener kirken blandt andet, at forsøg på at ordinere kvindelige præster er en synd på linje med seksuelt misbrug af børn.

Ofrenes organisationer skeptiske

Retningslinierne, som Vatikanet i dag fremlagde efter lang tids pres, bliver mødt med skepsis og protester - især fra de sammenslutninger af ofre for seksuelt misbrug, der er opstået i flere lande.

- Det er som at skyde med pusterør mod en elefant, der er næsten uden for skudvidde, lyder en af reaktionerne fra en amerikansk organisation.

- Vatikanet hopper på en båd, der allerede er sejlet, lyder en anden kommentar.

Vatikanets egen talsmand betegner imidlertid de nye retningslinjer som vidtgående og understreger, at der jo ikke er tale om juridiske regler, men interne moralske love i den katolske kirke. De begrundes i forholdet til de hellige sakramenter, siger talsmanden.

Forbrydelse mod sakramenterne

Det er på denne baggrund, at forsøg på at ordinere kvindelige præster bliver sat i samme kategori af synd som seksuelt misbrug af børn, lyder det. Det er en forbrydelse mod sakramenterne.

De nye retningslinjer har været imødeset med spænding efter den bølge af afsløinger, der har rystet kirken i lande verden over. Her lover Vatikanet nu, at der vil blive skredet hurtigere og hårdere ind - og at fristen for forældelse bliver sat op fra 10 til 20 år. Det begrundes med, at mange af ofrene først melder sig som voksne, fordi de ikke har turdet eller skammet sig, da de var børn.

Præster, der forgriber sig, vil fremover kunne udstødes af kirken alene på ordre fra en biskop og uden egentlig kirkelig rettergang. Hvad angår politianmeldelse og retslig forfølgelse, er der intet nyt. Det er ikke kirkens anliggende, hedder det.

Facebook
Twitter