Venezuela: Flere børn og fødende dør

Den økonomiske krise i Venezuela menes at være årsag til flere dødsfald blandt spædbørn.

Krisen og urolighederne i Venzuela ser især ud til at gå ud over kvinder og børn. (Foto: Raphael Alves © Scanpix)

Den meget alvorlige økonomiske krise i Venezuela afspejler sig nu også i børnedødeligheden, skriver Reuters og BBC.

Antallet af spædbørn op til ét år, der dør, er steget med 30 procent det seneste år. Samtidig er antallet af fødende, som dør, steget med hele 65 procent, viser tal fra landets sundhedsministerium.

Der er også kommet markant flere tilfælde af difteri, malaria og smitte med zika-virus.

Den økonomiske krise i landet betyder at der mangler rigtig mange varer - fra ris til vacciner. Mange læger er emigreret og der mangler medicin.

Præsident Nicolas Maduro siger, at sundhedskrisen i landet skyldes, at der hamstres medicin for at få opbakning til et kup mod ham.

Igennem længere tid har der været demonstrationer for at få Maduro til at træde tilbage.

Han vil nedsætte en ny folkekongres, der kan omskrive forfatningen.

/DR Nyheder/