Venezuela: Folk beder slægtninge i udlandet om mad og medicin

Desperationen stiger støt i Venezuela, hvor hundredtusinder demonstrerer mod regeringen.

Kæmpe demonstration i Venezuelas hovedstad Caracas i går. (Foto: JUAN BARRETO © Scanpix)

Indbyggerne i Venezuela lider under den økonomiske krise, som har taget kvælertag på landet i Sydamerika.

Der er rapporter om omfattende mangel på fødevarer og medicin i Venezuela, hvor især den fattige del af befolkningen oplever fejlernæring og decideret sult.

Krisen fik i går hundredtusinder til at gå på gaden i protest mod regeringen og særligt præsident Nicolas Maduro, som demonstranter vil have til at forlade posten i utide.

I deres desperation kontakter folk deres slægtninge i udlandet for at få hjælp. Det fortæller lektor ved Aalborg Universitet Luis Emilio Bruni, der er født og opvokset i Venezuela, hvor hele hans familie stadig bor.

- Til hverdag er alle på en eller anden måde på jagt efter medicin og de mest almindelige fødevarer.

- Hvis du kigger på WhatsApp, så spørger folk deres familie i udlandet: Kan du sende antibiotika?

Tidligere nød Venezuela godt af landets store forekomster af olie. Men da olieprisen på verdensmarkedet faldt i 2015, blev landet kastet ud i en omfattende økonomisk krise.

Demonstranterne i landet kræver en folkeafstemning, der - i henhold til Venezuelas forfatning - kan afsætte den siddende præsident. Nicolas Maduro har tidligere omtalt demonstrationerne som et forsøg på et statskup, og sikkerhedsopbuddet i går var derfor enormt med soldater og kampvogne i gaderne.

Facebook
Twitter