Tema Protester i Venezuela

Venezuela på vej mod katastrofen: Efter 50 år uden malaria spreder sygdommen sig igen hastigt

For 50 år siden blev malaria udryddet i Venezuela. I dag er landet på randen af sammenbrud, og malaria er igen et hastigt stigende problem.

Malaria og fattigdom truer befolkningen i Venezuela. Flere og flere sulter og lever på gaden. (Foto: MARIANA BAZO © (c) Scanpix)

Efter at have været totalt udryddet i 50 år er malaria nu tilbage i et hårdtprøvet Venezuela. Det skriver New York Times, der har talt med en række venezuelanske læger.

Det præcise antal af malariasmittede er ukendt, men medicinske eksperter vurderer i avisen, at antallet af smittede nu er det højeste i 75 år.

Mangel på basale fødevarer og medicin har skabt et voksende sort marked, hvor priserne på mad og medicin er tårnhøje.

Det har fået folk fra storbyerne til blandt andet at kaste sig ud i jagten på guld, forklarer Jørgen Laurvig, der er journalist med speciale i latinamerikanske forhold.

- Folk søger andre muligheder for at tjene penge, og der er guldgravning i landområderne en relativ sikker måde at tjene penge på, siger han til P1 Morgen.

Malaria følger med guldet tilbage til storbyerne

I de sumpede mineområder, hvor kriminelle bander hærger, er forholdene elendige.

Folk er ikke klar over, hvordan de skal forebygge malariasmitten, da sygdommen har været udryddet i mere end halvtreds år.

Verden ifølge Gram

Verden ifølge Gram handlede i denne uge om Venezuela, der er på randen af opløsning. Hør hele udsendelsen her

- De guldminer, hvor folk nu graver efter guld, er uregulerede. Der er stillestående vand, og folk kravler rundt nede i mudrede minegange, hvor der er masser af myg, fortæller Jørgen Laurvig.

Malariasmitten spreder sig, når folk tager hjem til storbyerne med penge på lommen for at få behandling.

Tidligere var Venezuela foregangsland og trænede andre lande i at begrænse malariasmitte. Nu er det store udbrud af malaria omvendt blevet en venezuelansk trussel med hastig spredning mod de omkringliggende lande.

- Malaria er en sygdom, der ved oplysningskampagner kan bekæmpes. Det kan man gøre med relativt få penge. Det gør man i andre lande ved f.eks. at opfordre folk til at passe på ved stillestående vand. Men det kræver jo, at man erkender, at problemet er der, og det vil regeringen ikke, fortæller Jørgen Laurvig.

Et paralyseret samfund

Malariaproblemerne kommer oven i, at landet er på randen af økonomisk sammenbrud med en skyhøj inflation, som Den Internationale Valutafond, IMF, forventer rammer 700 procent i år.

Folk sulter og venter i timevis foran butikker med gabende tomme hylder.

Den voldsomme mangel på fødevarer og medicin er bl.a. opstået, fordi det socialistiske styre tidligere har importeret en stor del af landets fornødenheder og betalt med oliepenge.

Venezuela har verdens største kendte beholdning af oliereserver, og derfor var det tidligere let at betale for importerede varer. Men med et voldsomt fald i oliepriserne fra cirka 140 dollar til 35 dollar, mangler landet desperat penge.

- Importen er gået i stå, og man kan derfor heller ikke importere malariamedicin, fortæller Jørgen Laurvig.

Nederlag for Chávez’ parti

Venezuelas mangeårige præsident Hugo Chávez skabte fremgang i sundhedssystemet og sørgede eksempelvis for, at der kom læger ud i landområderne.

Siden hans død for tre år siden er det kun gået tilbage, selv om Chávez’ parti stadig er ved magten, fortæller Jørgen Laurvig.

- Den udbredte malaria vil blive set som et meget stort nederlag for Chávez-bevægelsen og den nuværende regering, med Maduro i spidsen, der netop bryster sig af at have forbedret folkesundheden i Venezuela, fortæller Jørgen Laurvig.

Situationen ser derfor ud til at være fastlåst: Regeringen kæmper for at beholde magten, mens befolkningen kæmper for at overleve.

- Det her er et godt eksempel på, hvad der sker, når et samfund falder sammen, tilføjer Jørgen Laurvig.