Protester i Venezuela

Venezuela: Tåregas mod 160.000 demonstranter

Urolighederne fortsætter i Venezuela. I aftes blev der affyret tåregas mod demonstranterne.

For 50. dag i træk var der i går protester mod præsident Nicolas Maduro i Venezuela. Flere end 200.000 mennesker var på gaden for at vise deres utilfredshed med præsidenten og hans planer om en ny forfatning.

Som ved mange af de foregående dages protester i det kriseramte land affyrede politiet tåregas mod demonstranter i hovedstaden, Caracas.

Oppositionen beskylder Maduro for den økonomiske krise i det ellers olierige land og kræver, at den socialistiske præsident udskriver valg.

I Caracas alene marcherede omkring 160.000 mennesker gennem byen mod indenrigsministeriet, der ligger i centrum.

Det oplyser talsmand for oppositionskoalitionen MUD Edison Ferrer med henvisning til et foreløbigt skøn.

Men inden demonstranterne nåede ministeriet, brød politiet demonstrationen op med tåregas.

I den vestlige by San Cristobal i staten Tachira gik anslået 40.000 mennesker på gaden.

I sidste uge beordrede Maduro 2.600 soldater sat ind i Tachira for at dæmme op for vold og plyndringer.

47 mennesker har mistet livet i Venezuela i løbet af de seneste syv ugers protester i landet, hvor mange lider af mangel på de mest basale varer.

/ritzau/

Facebook
Twitter