Venezuelas Guaidó: Min stabschef er blevet bortført

Juan Guaidó beordrer sin stabschef løsladt omgående, efter at sikkerhedsstyrker torsdag har tilbageholdt ham.

Der er tydelige skader i Roberto Marreros hjem, efter stabschefen efter sigende er blevet anholdt af efterretningsfolk i Venezuela. (Foto: IVAN ALVARADO © Scanpix)

Stabschefen for Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, er natten til torsdag blevet tilbageholdt af venezuelanske sikkerhedsstyrker.

Det skriver Guaidó på Twitter.

Stabschef Roberto Marrero skal være blevet tilbageholdt, efter at hans hjem i hovedstaden Caracas blev ransaget.

- De har bortført Roberto Marrero, min stabschef, siger Guaidó på Twitter.

- Vi ved ikke, hvor han er. Han skal løslades omgående, skriver han.

Også politikeren Sergio Vergara, der er en af Guaidós nærmeste allierede, fik sit hjem ransaget natten til torsdag. Han bekræfter i en video på Twitter, at Guaidós stabschef er blevet tilbageholdt.

Forsøger at få støtte fra nabolande

Guaidó rejste i slutningen af februar og frem til 4. marts rundt i en række sydamerikanske lande. Her var både Marrero og Vergara med.

Formålet var at samle støtte i deres kamp mod præsident Nicolas Maduro.

Maduro vandt en ny periode som præsident ved et valg i maj sidste år. Valget blev af mange rundt i verden opfattet som udemokratisk.

I januar trådte parlamentets formand, Juan Guaidó, derfor frem og udråbte sig som midlertidig præsident. Han er blevet anerkendt som fungerende præsident af blandt andet USA og flere EU-lande - herunder Danmark.

Torsdagens aktion i Caracas kan ifølge nyhedsbureauet Reuters være et tegn på, at Maduro er begyndt at slå ned på oppositionens opgør.

/ritzau/

Facebook
Twitter