Venezuelas kulørte 'kupmager' er både skuespiller, hundetræner og politibetjent

Den specialtrænede politiagent Oscar Perez siger, han står bag helikopterangreb i Venezuela.

Oscar Perez ses her i en video, som han uploadede til sin Instagram-profil forud for angrebet på Venezuelas indenrigsministerium og højesteret. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Tidligt i morges dansk tid fandt der tilsyneladende et angreb sted i Venezuela.

Et arrangement ved landets indenrigsministerium blev beskudt fra en helikopter, der efterfølgende fløj mod Højesteret og smed fire granater, hvoraf den ene ikke detonerede.

Ingen er dog kommet noget til, ligesom der tilsyneladende heller ikke har været store materielle skader. Der er dog fortsat mange ubesvarede spørgsmål efter episoden, forklarer DR's korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad.

- Det eneste, vi ved med sikkerhed, er jo, at en mand ved navn Oscar Perez er tonet frem på en video og har sagt, at det er ham og flere inden for politiet og hæren, der står bag, forklarer DR's korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad.

Forstå konflikten i Venezuela på 60 sekunder. Klik på play.

Medlem af politienhed

Oscar Perez ses her posere ved en helikopter i hovedstaden Caracas tilbage i 2015. (Foto: Christian Veron © Scanpix)

Den omtalte Oscar Perez er ifølge Reuters 36 år og bliver nu jagtet af Venezuelas specialstyrker.

Den 36-årige Perez er ifølge avisen El Nacional tidligere kaptajn inden for politienheden CICPC - landets efterretnings- og efterforskningsafdeling, skriver The Guardian. BBC mener at vide, at han har været en del af CICPC i 15 år.

Han beskrives desuden som en specialtrænet agent i en specialenhed og leder for operationer i Flyvevåbnet.

Desuden skulle han være uddannet helikopterpilot.

Instruerede action-film

Klik på play for at se traileren til filmen "Muerte Suspendida".

I 2015 spillede Oscar Perez med i en film, som han også selv instruerede. Filmen - Muerte Suspendida - skulle ifølge Reuters handle om en bortført forretningsmand, der skal reddes.

Filmen kaster et positivt lys på politiet i Venezuela og var inspireret af en samtale, som Perez havde med en ung krimine. Perez mente, at filmen kunne medvirke til at ændre unges holdning til kriminalitet.

- [Jeg spurgte mig selv], hvad kan vi gøre for at skabe en positiv holdning, at være et våben imod ungdomskriminalitet? Sådan blev 'Suspended Death' til, har Oscar Perez forklaret i et interview ifølge Reuters.

I filmens trailer kan Oscar Perez blandt andet ses i sidste klip, hvor han stiger op af vandet med et gevær.

Kulørt Instagram-profil

​Forud for dagens angreb lagde Oscar Perez en video - delt i fem klip - op på sin Instagram-profil.

Her kalder han sig også hundetræner og fremstiller i det hele taget sig selv som en mellemting mellem James Bond og Rambo, skriver Reuters.

På billederne poserer han med våben, i dykkerdragt, i et faldskærmsudspring og der er endda en video, hvor Oscar Perez skyder mod et mål over skulderen - kun ved at bruge et lille spejl i en pudderdåse til at sigte med.

Der er også billeder af Oscar Perez, hvor han klapper hunde eller besøger syge, indlagte børn.

- Jeg er en helikopterpilot, en kampdykker og en faldskærmsudspringer. Jeg er også far,livsledsager og skuespiller, har Oscar Perez selv forklaret i et interview med en lokal tv-station tilbage i 2015, skriver BBC.

- Jeg er en mand, der går ud på gaderne uden at vide, om jeg kommer hjem igen.

Ukendt tilhørsforhold

Forud for angrebet delte Oscar Perez en video på Instagram, hvor han forklarede, at han var en del af en koalition, der var imod Venezuelas regering. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Det er uklart, hvem eller hvad Oscar Perez repræsenterer.

I videoen, som blev delt fra Oscar Peres' Instagram-profil, forklarer han selv, at der er tale om en koalition af folk fra militæret, politiet og civilpersoner, der er forenet imod præsident Nicolas Maduros "kriminelle" regering.

Under episoden, hvor Oscar Perez fløj den stjålne politihelikopter, blev der viftet med et banner, hvorpå der stod "350 Frihed". Ifølge BBC skulle der være tale om en reference til artikel 350 i Venezuelas forfatning, som kritikere af præsident Nicolas Maduro har brugt som et argument for, at hans regering var illegitim.

Maduro selv har beskrevet det som et terrorangreb, og hans regering har ifølge The Guardian anklaget Perez for at arbejde efter instruktioner fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA og den amerikanske ambassade i hovedstaden Caracas.

Iscenesat kupforsøg?

- Det virker som en film, siger formanden for parlamentet, Julio Borges (billedet). (Foto: Cristian Hernandez © Scanpix)

Venezuelas præsident Nicolas Maduro har udtalt, at Oscar Perez tidligere har fungeret som pilot for tidligere indenrigs- og justitsminister Miguel Rodríguez Torres, som ifølge Maduro har forsøgt at plotte et kup mod ham.

En påstand som Rodríguez selv afviser.

Flere andre oppositionspolitikere er i det hele taget meget skeptiske over præsidentens udlægning af sagen. De anklager ham ifølge The Guardian for at have orkestreret et svindelnummer for at kunne retfærdiggøre at slå hårdt ned på de venezuelanere, som forsøger at blokere hans forsøg på at omskrive landets forfatning.

- Det virker som en film, siger formanden for parlamentet, Julio Borges ifølge The Guardian.

- Nogen siger, det er opstillet, nogen siger det er rigtigt. Men jeg vil opsummere det sådan her: En regering forfalder og rådner, mens en nation kæmper for dets værdighed.

Facebook
Twitter