Protester i Venezuela

Venezuelas regering til sultne borgere: Spis kaniner

Befolkningen bør opdrætte kaniner for at løse fødevarekrisen, lyder opfordringen.

Står det til Venezuelas regering, kan indbyggere som Maria Galindo her på billedet slagte sin kæledyrskanin for at stille sulten. (Foto: MARCO BELLO © Scanpix)

Venezuelas befolkning har gennem lang tid haft problemer med at få mad på bordet, da landets økonomiske og politiske krise blandt andet betyder mangel på madvarer.

Men nu har Venezuelas regering fremlagt en såkaldt ”kaninplan”, der skal brødføde landets befolkning ved at ændre folks opfattelse af det langørede pelsdyr. Det skriver The Guardian.

- Der er et kulturelt problem i, at vi har fået at vide, at kaniner er søde kæledyr. En kanin er ikke et kæledyr; det er to et halvt kilo kød, som indeholder masser af protein og ingen kolesterol, sagde landets landbrugsminister, Freddy Bernal, tidligere på ugen.

Landets myndigheder har derudover informeret om, hvordan folk kan plante fødevarer på tage og balkoner i deres hjem.

Priserne på basale fødevarer i Venezuela er eksploderet i løbet af det seneste halve år, i takt med at det politiske klima er blevet stadig mere anspændt. Det har blandt andet fået landets indbyggere til at stjæle dyr fra en zoologisk have for at stille sulten.

Kaninavl kan ikke løse fødevarekrise

Men forslaget om at Venezuelas befolkning skal sætte tænderne i kaninkød for at komme fødevarekrisen til livs, vækker harme hos statsguvernør Henrique Capriles, som tidligere har konkurreret mod den siddende præsident Maduro om præsidentposten:

- Er du seriøs? Vil du have folk til at begynde at opdrætte kaniner for at løse landets problem med sult?, spurgte han retorisk landets landbrugsminister.

Det er udbredt at spise kanin i Europa, og på Middelhavsøen Malta anses kanin som en nationalret.

Facebook
Twitter