Venezuelas sygehuse mangler medicin og udstyr

Knapheden på medicin på det kriseramte lands hospitaler er blevet endnu værre, viser ny undersøgelse.

Der mangler 76 procent af al den medicin, Venezuelas sygehuse har brug for. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Der er alt for mange tomme hylder i medicinskabene på sygehuse i Venezuela.

Det kriseramte lands hospitaler og klinikker mangler næsten 80 procent af den medicin, der er brug for til at behandle patienter.

Det viser en ny undersøgelse, som Venezuelas offentlige universitet i hovedstaden Caracas står bag.

For andre former for hospitalsudstyr ser det endnu mere håbløst ud. Det gælder for eksempel kirurgiske instrumenter.

Manglen på medicin er opgjort til 76 procent, mens der på udstyrssiden er en mangel på 81 procent. Det kan sammenlignes med henholdsvis 67 og 61 procent for et år siden.

Rapporten blev tirsdag omtalt i kongressen af Jose Manuel Olivares fra oppositionen.

Han mener, at manglen på både medicin og udstyr forklarer, "hvorfor der er ventelister på alle hospitaler".

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter