'Venstrefløjsaffald': Senator vil stoppe undervisning i New York Times' racismeprojekt

Den republikanske senator Tom Cotton kræver et opgør med det Pulizer-vindende '1619'-projekt.

Arkansas-senator Tom Cotton ankommer til Senatsbygningen på Capitol Hill i Washington D.C. (arkivfoto) (Foto: ERIN SCOTT © Scanpix)

Arkansas-senator Tom Cotton fortsætter sin fejde med avisen The New York Times. Først blev opinionsredaktøren James Bennet fyret, fordi han havde bragt en klumme, hvor Cotton opfordrede til at bruge militær magt mod demonstranterne i USA.

En klumme, som præsident Trump i øvrigt kaldte "excellent".

Nu kræver senatoren så, at skoler stopper med at undervise i avisens Pulitzer-vindende projekt '1619'.

- New York Times' 1619-projekt er en racistisk, splittende, revisionistisk, historisk beretning, der benægter de ædle principper om frihed og lighed, som vores nation bygger på. Ikke et eneste cent føderal finansiering skal gå til at indoktrinere unge amerikanere med dette venstrefløjsaffald, siger Cotton på sin hjemmeside.

1619, hvad er det?

1619-projektet søger at omskrive USA’s slavehistorie og argumenterer for, at nationen ikke er grundlagt i 1776, hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet. USA er derimod grundlagt i 1619, hvor de første sorte slaver kom til Nordamerika og blev sat i arbejde, argumenterer New York Times' projekt.

Projektet er blevet debatteret ad flere omgange, og avisen har været nødt til at indføje en rettelse. Efter blandt andet en klumme kritiserede avisens forsøg på at omskrive historien, blev der tilføjet "nogle af" for at understrege, at ikke alle kolonister ønskede at løsrive sig fra Storbritannien for at bevare slaveri, som New York Times selv har forklaret.

800 medarbejdere fra New York Times skrev ifølge BBC under på, at Tom Cottons klumme var blevet printet trods ”fejlagtige påstande”, og siden blev opinionsredaktør James Bennet fyret (arkivfoto). (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Tom Cotton barsler med et lovforslag, kaldet 'Red amerikansk historie 2020', der skal forbyde fremtidige og fjerne allerede bevilligede føderale midler til undervisningsmateriale fra projektet. Forbuddet skal ikke gælde studerende med særlige behov eller ramme skoler med elever, der overvejende er fra lavindkomstområder.

Red amerikansk historie 2020

Forslaget er endnu ikke berammet til debat i Senatet, hvor Cotton og Republikanerne har flertallet.

'Et nødvendigt onde'

I et interview med den lokale avis Arkansas Democrat-Gazette siger Cotton, at man ikke kan forstå USA uden at forstå slaveriets rolle i landet.

- Vi er nødt til at studere slaveriets historie og dets rolle og indflydelse på udviklingen af vores land, for ellers kan vi ikke forstå vores land. Som landets grundlæggende fædre har sagt, var det (slaveriet, red.) et nødvendigt onde, som unionen blev bygget på. Men som (Abraham, red.) Lincoln sagde, blev unionen bygget på en måde, der havde til sigte at stoppe slaveriet endegyldigt.

Lincoln var USA's første republikanske præsident og ledede landet under borgerkrigen 1861-1865, som formelt set endte med slaveriets ophævelse.

- Hele præmissen omkring New York Times’ faktuelle og historisk mangelfulde 1619-projekt, er, at USA i sin kerne er et systematisk og uigenkaldeligt racistisk land, siger Cotton videre i følge Arkansas Democrat-Gazette.

Journalisten bag 1619-projektet hedder Nikole Hannah-Jones. Hun skriver på Twitter, at hvis slaveriet var et nødvendigt onde, så er det svært at forestille sig, hvad der ikke kan betegnes som værende dette.

- Hvis slaveriet – permanent, racebaseret slaveri, hvor det var lovligt at voldtage, torturere og sælge mennesker med fortjeneste for øje nedarvet gennem generationer – var et ”nødvendigt onde”, som Tom Cotton hævder, så er det svært at forestille sig, hvad der ikke kan retfærdiggøres som et middel, der helliges af målet, skriver Nikole Hannah-Jones.

Og Tom Cotton svarer igen ved at kaldes tweet for en løgn.

Facebook
Twitter