Verden reagerer efter drabet på Khashoggi: "En forfærdelig handling" og "modigt"

Verdens ledere har delte meninger om Saudi-Arabiens indrømmelser om drab på kritisk journalist.

Den 60-årige Jamal Khashoggi forsvandt, efter han 2. oktober gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Saudi-Arabien afviste længe at kende noget til journalistens forsvinden. (Foto: Hasan Jamali © Scanpix)

Der er gået storpolitik i sagen om den saudiske journalist Jamal Khashoggi, som blev dræbt på landets konsulat i Istanbul i begyndelsen af oktober.

Derfor er det heller ikke gået mange statslederes næse forbi, at Saudi-Arabien sent i aftes indrømmede, at journalisten, som er kendt som en kritiker af landets nuværende styre, blev dræbt på konsulatet. Det skete, efter at landet i 18 dage havde hævdet, at de intet kendte til Khashoggis forsvinden.

Ifølge en offentlig anklager i Saudi-Arabien var det en slåskamp mellem Khashoggi og folk på konsulatet, der førte til journalistens død.

Der er dog delte meninger, om Saudi-Arabiens forklaring er troværdig.

USA's præsident, Donald Trump, er en af dem, som har reageret på den nye forklaring, hvor han kalder det "et godt første skridt, og et stort skridt".

Det blev senere uddybet af Donald Trumps talskvinde, Sarah Sanders.

- Vi er kede af at høre nyheden om Jamal Khashoggis død. Hans familie, forlovede og venner har vores dybeste medfølelse, sagde hun.

- Vi vil fortsat følge den internationale efterforskning af denne tragiske hændelse.

USA's officielle udmelding får dog langt fra opbakning fra amerikanere. Den republikanske senator Lindsey Graham gik tidligere i dag til tasterne på Twitter.

- Først fik vi at vide, at hr. Khashoggi angiveligt forlod konsulatet, og enhver saudisk indblanding blev blankt afvist. Nu lyder det, at der udbrød et slagsmål, og at han blev dræbt i konsulatet, alt sammen uden kronprinsens kendskab.

- Det er svært, at finde denne seneste ”forklaring” troværdig, skriver Graham.

Khashoggis redaktør på The Washington Post, Karen Attiah, var endnu mere klar i mælet.

- Komplet bullshit, lød hendes kortfattede reaktion på den saudiske forklaring.

Storbritannien: En forfærdelig handling

I Europa er der generelt mere skepsis over for saudiernes forklaring om drabet på Khashoggi.

- Som udenrigsministeren har udtalt, er dette en forfærdelig handling, og de ansvarlige må holdes ansvarlige, lyder det i en udtalelse fra Storbritanniens udenrigsministerium.

Det største oppositionsparti, Labour, er endnu skarpere i retorikken og har krævet, at der sættes en stopper for våbenhandel med Saudi-Arabien som konsekvens af drabet på Jamal Khashoggi.

Hos vores naboer mod syd, Tyskland, har kansler Angela Merkel også udtalt sig om sagen på et pressemøde.

Hun kræver, at der kommer endnu mere klarhed over, hvad der førte til journalistens død.

- Der er stadig ikke noget, som er klart endnu. Selvfølgelig vil vi forlange, at det bliver efterforsket yderligere, sagde kansler Merkel.

Sagen er også nået helt op på chefgangene i FN.

En talsmand for António Guterres siger, at FN's generalsekretær er "dybt bekymret" over meldingen om Jamal Khashoggis død på konsulatet.

- Generalsekretæren understreger behovet for en hurtig, grundig og åben efterforskning af omstændighederne bag Jamal Khashoggis død, og at gerningsmændene bliver stillet til ansvar, siger han

Opbakning i den arabiske verden

I den arabiske verden er der til gengæld ros til det saudiske styre for håndteringen af situationen.

Ifølge Egypten har kongen i Saudi-Arabien handlet "modigt" og "beslutsomt" i sin håndtering af drabet.

- Egypten mener, at den saudiske konge har handlet modigt og beslutsomt, og at hans majestæt hermed har respekteret loven, lyder det i en erklæring fra landets udenrigsministerium.

Også Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Yemen har udtrykt respekt for håndteringen.

Lars Løkke: Vi har ikke fået den fulde sandhed

På de hjemlige breddegrader har både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtalt sig om sagen.

Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at Saudi-Arabien har leveret den fulde sandhed om, hvordan den system-kritiske saudiarabiske journalist døde.

- At saudiaraberne har bekræftet, at han er død, efter først at have forklaret, at han forlod konsulatet i levende live, viser, at vi ikke har fået den fulde sandhed, og det er vi nødt til at insistere på, siger han.

I alt 18 personer er indtil videre blevet anholdt i forbindelse med Jamal Khashoggis død. Blandt de anholdte er efterretningsofficer Ahmad al-Assiri og Saud al-Qahtani, der er personlig assistent for Saudi-Arabiens kronprins Mohammed Bin Salman.