Verdens bedste fodboldspiller i 1995 er Liberias nye præsident

Det er første gang i 70 år, at én demokratisk valgt regering i Liberia overdrager magten til en anden.

Weah har bl.a. spillet for AC Milan og blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 1995 og er medlem af det vestafrikanske lands største oppositionsparti. (Foto: Thierry Gouegnon © Scanpix)

Den tidligere fodboldstjerne George Weah er udråbt som vinder af præsidentvalget i Liberia. Det oplyser formanden for landets valgkommission, Jerome Korkoyah, torsdag aften.

Han har fået seks ud af ti af de afgivne stemmer, viser optællingen efter anden runde af valget, der blev afviklet tirsdag. 98,1 procent af stemmerne er talt op.

Weah, der som den første afrikaner blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 1995 og bl.a. spillede for topholdet Milan i Italien, er medlem af det vestafrikanske lands største oppositionsparti.

Han var oppe imod den siddende vicepræsident, 73-årige Joseph Boakai.

Fokus på unge

George Weah må formodes at fokusere på at skabe økonomisk vækst for landets unge, der har bakket ham op i valgkampen.

Det mener Ellen Margrethe Løj, der er tidligere chef for FN's fredsbevarende mission i Liberia.

- Han har en stor støtte i ungdommen, så han vil i stor grad fokusere på at skabe en økonomisk vækst, der kommer ungdommen til gavn, siger hun.

George Weah har fået seks ud af ti stemmer - en støtte der kun til dels kan tilskrives ham selv.

- Noget af det er en støtte til George Weah. Men noget af det er også en frustration over, at man ikke har fået muligheder for økonomisk fremdrift.

- Så det er også en reaktion på, at håb - der tidligere har været der - ikke er blevet indfriet, og det mener mange, at Weah kan indfri, siger Ellen Margrethe Løj.

Overtager posten fra Nobel fredsprismodtager

George Weah skal overtage posten fra Ellen Johnson Sirleaf, der var Afrikas første folkevalgte kvindelige statsleder.

Hun modtog i 2011 Nobels fredspris og er i sin tid som præsident blevet hyldet for sin indsats for fred og stabilitet i landet.

Det er første gang i over 70 år i Liberia, som blev grundlagt af tidligere amerikanske slaver, at én demokratisk valgt regering overdrager magten til en ny demokratisk valgt regering.

Valget af Sirleafs efterfølger har derfor langt større betydning, end hvem den næste præsident bliver.

Det betragtes af mange som en vigtig test af den demokratiske proces i Liberia.

Fra 1989 til 2003 blev op mod 250.000 dræbt i borgerkrige, hvorefter landet blev ramt af et dødeligt ebolaudbrud et årti senere.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter