Verdens 'mest magtfulde' mand holder hof 

I de kommende to uger mødes Kinas Nationale Folkekongres til den årlige samling i Beijing.

Kinas præsident, Xi Jinping, vinker til den russiske præsident under en videosamtale i december 2019. (Foto: pool © Scanpix)

Når vi taler om verdens mest indflydelsesrige person, tænker de fleste nok på USA’s præsident, i skrivende stund Joe Biden. Måske nævner vi også et par europæiske topledere som Putin, Merkel og Macron.

Men er de i virkeligheden verdens mest magtfulde mænd og kvinder?

Forestil dig, hvilken magt de ville besidde, hvis de kunne undvære frie valg med besværlige oppositioner. Hvis deres parlamenter indførte en hvilken som helst lovgivning, de ønskede. Hvis journalister kun stillede artige og på forhånd godkendte spørgsmål på pressekonferencer.

Velkommen til Kina, hvor præsidenten igennem de seneste otte år, Xi Jinping, i de kommende to uger holder politisk hof, når Den Nationale Folkekongres mødes til den årlige samling i Beijing.

Den seneste gang det amerikanske magasin, Forbes, satte navn på verdens mest magtfulde person i 2018, kom netop Xi Jinping da også ind på en førsteplads efterfulgt af Ruslands Putin. Daværende præsident Trump måtte tage til takke med en sølle tredjeplads.

Blik ind i Kinas maskinrum

Kongressen med næsten 3.000 medlemmer beskrives ofte i Kina som landets parlament. I realiteten tåler Folkekongressen ikke sammenligning med lovgivende forsamlinger i demokratier.

Størstedelen af de delegerede er medlemmer af kommunistpartiet, og selv kongresdeltagere uden partibog er nøje udvalgt efter deres grad af loyalitet. Drejebogen for de kommende to ugers møde er skrevet, og de få, som skulle overveje at udfordre Xis linje, er blevet prikket på skulderen.

Alligevel er Folkekongressen et unikt vue ind i et ellers lukket univers. I hvilken retning vil verdens måske mest magtfulde mand så trække Kina og dermed verden i?

Hvad kommer der til at ske?

Det ærlige svar: Det aner vi aldrig med Folkekongressen. Til tider er der politiske sensationer på bordet. Andre år ligner det en kedelig generalforsamling i en uhyre stor forening.

Men en række spørgsmål vil utvivlsomt dukke op:

Hongkong:

Demonstranter rækker hænderne i vejret under en demonstration mod regeringerne i Hongkong og Kina, da protesterne mod sikkerhedsloven var på sit højeste i november 2019. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

I maj 2020 rystede Folkekongressen den næsten otte millioner store befolkning i Hongkong ved at indføre en sikkerhedslov for byen, der i realiteten afskaffede borgernes ytringsfrihed og for eksempel gjorde det strafbart at kræve selvstændighed for Hongkong.

I år ventes regeringen i Beijing at indføre skærpede regler for, hvilke personer der kan stille op til parlamentsvalget i Hongkong, der formentlig skal afholdes efter sommeren. Fremover må kun "patrioter", der på forhånd vil anerkende kommunistpartiets herredømme over Kina og Hongkong, stille op til valg.

Dermed sikrer Beijing sig, at demokratibevægelsen ikke sejrer ved parlamentsvalget eller til næste år, når et særligt råd skal vælge Hongkongs regeringschef.

Covid-19:

En kvinde iklædt mundbind går forbi bøger om Xi Jinping forud for folkekongressen den 1. marts. (Foto: TINGSHU WANG © Scanpix)

Kongressen vil hylde Kinas indsats i forbindelse med den verdensomspændende epidemi. Til gengæld vil man ikke tale særligt højt om Wuhan eller WHO’s ekspertgruppes foreløbige teorier.

Efter de første måneders kaos og mørklægning i Hubei-provinsen, har Kina klaret sig bedre end fleste lande trods usikkerhed om landets reelle smittetal. Vejen til succes har været banet med massetest, aggressiv smitteopsporing, mundbind, temperaturmålinger og karantæneregler helt tilbage til foråret 2020.

Knap så imponerende er Kinas vaccineprogram, der indtil videre har indsprøjtet 3,65 doser per 100 indbyggere, langt efter førergruppen, hvor ærkerivalen USA også ligger. Mange troede ellers, at Kina ville påtage sig den gule vaccinations-førertrøje.

Men usikkerhed om de kinesiske vacciners effektivitet, logistiske udfordringer, almindelig vaccine-skepsis og en uklar strategi gør, at Kina langt fra er i front, når det kommer til at vaccinere sin befolkning.

Vækst, men hvor meget?:

Mennesker går over en bro, der viser aktiekurserne i det finansielle distrikt i Shanghai, Kina. (Foto: ALEX PLAVEVSKI © Scanpix)

Kinas succes i bekæmpelse af den usynlige virus gør, at økonomer allerede nu spekulerer om hvorvidt datoen for, hvornår landets økonomi bliver større end USA’s skal fremrykkes.

Som den eneste store økonomi kom Kina ud af 2020 med økonomisk vækst på 2,3 procent. Præsident Xi har flere gange sagt, at Kina muligvis i 2035 kan have fordoblet sin økonomi - underforstået være større end USA’s.

Kinas vækst er altafgørende for befolkningens reelle accept af kommunistpartiets magtdominans.

Den dag, den digitale pengepung har smerter, er partiet i problemer, og det ved Kinas ledere. Det bliver interessant at se, om regeringen sætter et vækstmål for 2021, hvilket blev droppet i fjor på grund den økonomiske usikkerhed i kølvandet på corona.

Skrantende forhold til omverden:

USA's daværende præsident, Donald Trump, og præsident Xi Jinping giver hånd under et topmøde i Beijing i 2017. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

Beijing har ikke mange sande venner i verden, men masser af lande, der er økonomisk afhængige, eller som i hvert fald ikke ønsker at udfordre Kina af frygt for økonomiske repressalier. Kinas popularitet er også i frit fald efter Covid-19, som mange lande og befolkninger mener, at Kina kunne havde været mere ærlig omkring i begyndelsen af udbruddet.

Tilliden mellem Kina og USA kollapsede fuldstændigt under Trump-regeringen, der lancerede handelskrigen og kaldte undertrykkelsen af den etniske minoritet, uighurerne, i Xinjiang-provinsen for folkemord. Forholdet til EU er bedre, da Tysklands kansler Merkel holder fast i, at økonomisk samarbejde har førsteprioritet.

Men det er en international ensom præsident Xi, der samler politiske støtter i de kommende uger, og de udenrigspolitiske toner fra Beijing er blevet markant mere skingre i de senere år. Xi har ikke en tradition for direkte at italesætte Kinas forhold til andre lande direkte på Folkekongressen, men det lurer under overfladen, at Kinas forhold til verdens store spillere er anstrengt, uanset hvor mange vacciner Kina sender ud i verden.

Xis fremtid:

Xi Jinping side om side med Kinas afdøde kommunistiske leder Mao Zedong (t.v.) i en souvenirbutik i Beijing. (Foto: GREG BAKER © Scanpix)

Sidst men ikke mindst vil Kina-nørder spændt følge kongressen for ethvert tegn på, hvad Xi forestiller sig om sin fremtid.

I 2017 fik han ændret forfatningen, så han kan fortsætte efter 2022, hvor hans nuværende embedsperiode udløber. Forfatningsændringen var et dramatisk brud på årtiers tradition om, at Kina ledes kollektivt af en lille gruppe mænd mellem 60 og 70 år - alle med farvet hår.

Formålet har været at undgå en diktator som Mao Zedong, der i årtier sendte Kina ud i eksistentielle kriser efter hans forgodtbefindende.

I 2021 ligner Kina igen et one-man band. Selvom Xi har samlet magten omkring sig, skal han stadig træde varsomt for ikke at støde tidligere præsidenter, premierministre og fraktioner af partiet, der savner medindflydelse. De kan næppe vælte ham, men formår stadig at gøre hans tilværelse besværlig.

Der vil blive holdt skarpt øje med forfremmelser og fyringer i toppen af partiet hele 2021. Men det vil med al sandsynlighed først stå klart i 2022, om Xi går med pensionstanker eller om han tager fem, 10 eller 15 år mere. De fleste analytikere regner med det sidste. Med kommunistpartiets 100 års fødselsdag i juli, vil enhver debat om fremtidens persongalleri blive gemt til senere. Men det lurer i baghovedet på alle, når Xi i de kommende uger holder hof.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk