'Verdens Stærkeste Bjørn' skal stoppe falske nyheder

Svensk tegneserie vil lære børnene at skelne mellem sandhed og løgn på internettet.

Lillehop møder "monsteret" i Bamse-bladet om falske nyheder. (Foto: Lasse Engelbrecht © Egmont Publishing)

På bordene foran eleverne i en 4. klasse i Malmø ligger farvestrålende eksemplarer af det nyeste nummer af tegneserien om Bamse – Verdens Stærkeste Bjørn.

Det gennemgående spørgsmål i undervisningen er, hvad gør vi, når vi hører og ser noget vildt, som vi ikke ved om passer – men som vi gerne vil fortælle videre? Hvordan finder vi ud af, hvad der er sandt, og hvad der er falskt?

Adam på 10 år har et bud.

- Jeg skal kigge bedre efter. Og så skal jeg spørge nogen, jeg stoler på, om det virkelig kan passe.

Den mørke skov

Historien, som de svenske børn læser i dag, handler om kaninen, Lille Hop, der er på vej gennem en mørk, da han pludselig hører et brøl og ser et monster. Han styrter forskræmt ud af skoven og beder sin gode ven Bamse om hjælp.

Bamse finder ud af, at det bare var den godmodige Hr. Gris, der havde brændt sig på en brændenælde. Lille Hop må erkende, at han måske skulle have tænkt sig om en ekstra gang, inden han styrtede ud af skoven og bad om hjælp.

Og Bamse må sande, at det er ikke alt, hans venner fortæller ham, der kan holde til et faktatjek.

Forskellen på sandt og falskt

Tegneseriehæftet om Bamse har underholdt børn i flere lande i over 50 år. Det har ofte indviet børn i aktuelle emner, og denne gang forsøger det at give nutidens børn nogle værktøjer til at skelne mellem sande og falske nyheder, mellem løgne og sandheder, mellem alvor og spøg.

Moralen til Bamses læsere er: Internettet er som den mørke skov, det kan være let at forveksle en skygge med et rigtigt monster. Det tager kun et klik at fortælle en usandhed videre, og pludselig er ikke bare du og dine venner blevet vildledt – I bidrager også til, at andre bliver det.

- Vi vil gerne tage børn alvorligt og lade dem selv tage stilling til disse spørgsmål, siger chefredaktør for Bamse-magasinet, Charlotta Borelius.

Klovnen og gorillaen

I 4. klassen i Malmø diskuterer børnene, om Lille Hop kunne have gjort noget anderledes. Skulle han have ventet og set ordentligt efter? Kan man det, når man er rigtig bange? På samme måde diskuterer de, hvad man skal gøre, når man ser noget på nettet, der nærmest er for utroligt til at være sandt.

Som den gang inden Halloween sidste efterår, hvor rygterne svirrede – også her i Malmø – om de falske klovne, der ville rotte sig sammen og angribe alle børn, der var ude at fejre den amerikanske højtid. Eller hvad med den gang på Instagram, hvor nogen satte historien om den undvegne gorilla fra Zoo i omløb? En gorilla der var så ondsindet, at den havde sat sig for at dræbe børn i lige netop Malmö.

- Jeg vil tjekke, hvilket firma der skriver, foreslår en.

- Men det er jo ikke firmaer, der skriver. Det er alle mulige mennesker, man ikke ved, hvem er, svarer en anden.

Stor efterspørgsel

Fordi Bamse gennem årene har fortalt børnene om emner som homoseksualitet, flygtninge og kønsroller, er den brune bjørn vant til at få opmærksomhed – også på den hårde måde - fra andre end lige netop børnene.

Men denne gang er bladet blevet bestormet af skoler og andre børneinstitutioner, der gerne vil have fingre i bladet, bruge det i undervisningen – eller bare læse det højt for de små.

- Der er materiale derude til børn om, hvordan de skal gebærde sig på internettet, men den interesse, vi har oplevet, fortæller mig, at så meget er der heller ikke, siger Charlotta Borelius.

Facebook
Twitter