Verdens største humanitære katastrofe: Millioner plaget af sult og krig i Yemen

For knap syv millioner yeminitter er situationen så alvorlig, at man er tæt på at betegne det som hungersnød.

Selv om der findes flere milliarder til nødhjælp, vil der stadig være store udfordringer på grund af borgerkrigen. (Foto: Khaled Abdullah © Scanpix)

I Yemen er børnene udmagrede, millioner ved ikke, hvor det næste måltid skal komme fra, og situationen betegnes som verdens største humanitære krise.

I dag samles repræsentanter fra flere lande og FN ved en donorkonference i Geneve, hvor der skal samles milliarder til at takle de humanitære behov.

Anne Poulsen, direktør for FN’s fødevareprograms nordiske kontor, fik i går tilsendt friske billeder fra Yemen fra sine kolleger, og det er et frygteligt syn.

- Vi ser forfærdelige billeder af små børn, der er fuldstændigt udmagrede, og kvinder der gør alt, hvad de kan for at skrabe en lille smule sammen for at brødføde deres børn, og der er allerede folk, der er begyndt at dø af sult, siger hun.

Ifølge FN mangler næsten 19 millioner øjeblikkelig hjælp. For knap syv millioner er situationen så alvorlig, at man er tæt på at betegne situationen som hungersnød.

Situationen er så alvorlig, at der alene i år skal milliarder af kroner til i støtte.

- Vi skal bruge omkring 7,6 milliarder kroner bare i 2017 for at brødføde ni millioner mennesker, der er de mest sårbare og fødevareusikre, siger Anne Poulsen.

FN har kun nået 15 procent af det samlede mål om støtte til Yemen i øjeblikket.

Mangler adgang til store dele af landet

Yemen har længe været et af de fattigste lande i verdenen, men situationen er forværret de seneste år på grund af borgerkrig.

Konflikten mellem den saudisk-støttede regering og Houthi-oprørene, der støttes af Iran, eskalerede i 2015. Selv om der findes flere milliarder til nødhjælpen, vil der stadig være store udfordringer på grund af borgerkrigen.

Ifølge BBC er havnen Hudaydah en 'livslinje' for Yemen, men den er stort set lukket, da skibe blokeres af koalitionsstyrker. Dermed kommer kun 30 procent af de nødvendige forsyninger ind i landet.

- Der er store områder, hvor der ikke er humanitær adgang, og vi mangler simpelthen midler til at udføre vores arbejde, siger Anne Poulsen.

Ud over sulten er der også store problemer med sundhedssystemet, der vurderes til at være tæt på et kollaps. Mindre end halvdelen af landets hospitaler fingerer, og der mangler læger, medicin og elektricitet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk