Verdensledere mødes ved G20: Tre dramaer, der er værd at holde øje med

Der er de officielle begivenheder - og så er der alle de uofficielle - men mindst ligeså spændende - forløb, som udspiller sig sideløbende.

Der har været spænding om, hvorvidt Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, ville rejse til G20-topmødet. Men her sidder han i Buenos Aires sammen med den indiske præsident Modi. (Foto: handout © Scanpix)

Når verdens ledere i dag mødes i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, til G20-møde, vil der være et tætpakket program med møder, håndtryk og middage.

Men mellem linjerne i den trykte dagsorden gemmer der sig diplomatisk personfnidder, højspændte konflikter og kolde skuldre.

Læs her om tre dramaer, der er værd at holde øje med.

Trump dropper møde med Putin

Donald Trump (tv.) og den russiske præsident, Vladimir Putin (th.) da de i juli måned i år mødtes i Helsinki. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

Det ene øjeblik forkyndte præsident Putins talsmand, at det planlagte møde mellem USA's Trump og Ruslands Putin var sikkert. Det næste øjeblik meddeler Det Hvide Hus i Washington, at Trump alligevel ikke ser det hensigtsmæssigt at mødes med Putin, så længe ukrainske søfolk og flådefartøjer bliver tilbageholdt af russerne.

De ukrainske flådefartøjer og besætninger blev beskudt af russiske krigsskibe forleden i Kertj-strædet mellem Rusland og den russisk-besatte Krim-halvø.

Det betyder, at Trump ikke holder sit private møde som planlagt med Putin.

Så sent som sidste sommer holdt Trump et langt møde med Putin i Helsinki udelukkende med to tolke – et møde, hvis detaljer end ikke medlemmerne af den amerikanske Kongres' udenrigsudvalg har fået en fyldestgørende udlægning af.

Saudi-Arabiens kronprins Salman tager chancen

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, ankommer her til G20-topmødet i Buenos Aires. (Foto: handout © Scanpix)

Den ganske verden vil spejde intenst efter, hvordan stats- og regeringscheferne på G20-topmødet tager imod Kronprins Salman. Giver de ham hånden? Kommer han til at stå lidt til en side, nærmest lidt ensomt – som Putin oplevede det i Brisbane i 2014? Vil de overhovedet tale med ham?

Mordet på den saudiarabiske journalist og kommentator Jamal Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i oktober klæber ved kronprinsen.

Kan mordet virkelig have fundet sted, sådan som Trump synes at tro, uden at kronprinsen vidste noget om det?

Men som Trump giver udtryk for, så er Saudi-Arabien for vigtig til at ignorere. Hans republikanske senatorer ser ikke ud til at være enige med chefen i Det Hvide Hus – så hvordan vil det udspille sig her i Buenos Aires, når Trump møder kronprinsen? Og hvordan vil Tyrkiets præsident Erdogan reagere? For det er ham, der holder gryden af anklager mod kronprinsen i kog.

Theresa May - til G20 for sidste gang?

Den britiske premierminister, Theresa May, er under hårdt pres hjemme i Storbritannien over skilsmisseforhandlingerne med EU. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

Den britiske premierminister er taget fra London med den massive kritik af sin Brexit-pakke i kufferten. En kritik, der kan betyde, at hun er færdig som premierminister kort efter sin hjemkomst.

Den 11. december vil Underhuset stemme om hendes Brexit-pakke – og stemningen går hende imod.

Men hun kommer til Argentina som den første siddende britiske premierminister siden krigen om Falkandsøerne, las Malvinas, i 1982.

Hun skal mødes med Argentinas præsident, Mauricio Macri, og diskutere ”las Malvinas” som argentinerne kalder øerne – og bekræfte endnu et lille skridt mod forsoning, åbningen af en ugentlig flyrute nummer to fra kontinentet til øerne ude i Atlanterhavet.

Facebook
Twitter