Vestager efter tre timer lang EU-høring: Nu har jeg fortjent et glas rødvin

Et stort flertal af grupperne i Europa-Parlamentet har blåstemplet den danske politikers præstation.

Den radikale politiker har brugt den seneste lille måned på at læse op på sit nye dobbeltjob. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Margrethe Vestager lægger ikke skjul på, at hun er godt brugt efter dagens høring i Europa-Parlamentet.

- Jeg er træt, og jeg har fortjent et glas rødvin, konstaterer den radikale politiker her til aften.

Den radikale politiker står til at blive en del af den næste Europa-Kommission. Og hun er blevet indstillet til dobbeltjobbet som henholdsvis konkurrencekommissær og ledende næstformand med det overordnede ansvar for EU's digitale fremtid.

Den første post har hun allerede i dag, mens den anden er ny.

Og i tre timer blev Margrethe Vestager udspurgt om alt fra digital skat og de etiske problemer ved kunstig intelligens til konkurrencen fra Kina og USA samt tv-serien 'Borgen', hvis hovedperson, Birgitte Nyborg, er delvist baseret på hende.

- Det var langt, og der var meget varmt derinde, siger hun og tilføjer, at hun ikke var helt tilfreds med sin egen præstation, selvom hun kunne svare grundigt på stort set alle spørgsmålene.

- Jeg kunne måske godt have være mere præcis og skarp på nogle spørgsmål.

Hun mener dog ikke, at der var nogle europaparlamentarikere, som var ekstra kritiske blot for at være det under høringen.

- Jeg tror ikke, der var nogen, der som sådan var ude efter mig. Men forventningerne er meget store, og derfor skal jeg også gøre mere for at leve op til dem. Men det bliver sværere, fordi opgaven i sig selv er blevet sværere, siger hun.

Her giver Vestager sit korteste svar under høringen. Det var til et medlem af The Brexit Party.

Ikke godkendt endnu

Alt tyder dog på, at hun klarede sin eksamen.

Alle grupperne i Europa-Parlamentet skulle efterfølgende tage stilling til hendes præstation, og om de kunne godkende hende.

Og alle på nær den EU-kritiske ID-gruppe, som Dansk Folkeparti sidder med i, sagde god for hende. Det formelle brev vil dog først blive udformet og sendt i morgen.

Før hun kan gå i gang med sit nye arbejde, skal hele Europa-Kommissionen som samlet enhed godkendes af Europa-Parlamentet.

Og det sker tidligst om to uger, hvis der altså ikke opstår forhindringer inden da.

Margrethe Vestager, der i de seneste fem år har været EU's konkurrencekommissær, håber dog, at hun kan gå i gang med sit nye job den 1. november.

Og blandt de ting, hun vil have fokus på – og som hun også blev spurgt grundigt ind til under dagens høring – er en digital skat.

EU-landene har i årevis forsøgt at lande en aftale om beskatning af it-virksomheder som eksempelvis Google og Facebook. Dog uden held.

- Jeg synes, det er meget, meget svært at fortælle virksomheder, der betaler deres skat, at der er andre virksomheder, som ikke behøver at gøre det, blot fordi de driver deres virksomheder på en anden måde, siger Margrethe Vestager.

Fra kommissionens side er ønsket, at skatten kan blive indført på globalt plan gennem OECD. Men hvis ikke det kan lade sig gøre, er hun klar til at gå solo.

- Selvfølgelig tror jeg, at det vil lykkes. Ellers ville jeg ikke sige det.

Problemer med kunstig intelligens

Et andet emne, som var oppe at vende flere gange under dagens høring, er kunstig intelligens og de etiske problemstillinger, som der opstår ved det.

Hvis Margrethe Vestager bliver godkendt, skal hun inden for 100 dage fremlægge en kunstig intellingens-strategi, som netop skal tage stilling til de etiske dilemmaer.

- Forestil dig, at der er en stor ulykke, og folk kommer ind på skadestuen, hvor de bliver screenet af kunstig intelligens. Der vil vi foretrække, at det er et menneske og ikke en kunstig intelligens, der beslutter, i hvilken rækkefølge folk bliver repareret og syet sammen, siger Margrethe Vestager.

Selvom langt størstedelen af grupperne har sagt god for Margrethe Vestager, så fremhævede den kristenkonservative EPP-gruppe samt ECR-gruppen dog efterfølgende, at der kan være en mulig interessekonflikt mellem de to poster, hun står til at få.

Vestager om Google: De ved, hvad vi tænker

Men Margrethe Vestager mener dog, at det giver god mening, at hun fortsætter som konkurrencekommissær i den nye kommission.

- Man lærer rigtig, rigtig meget af konkurrencearbejdet. Ikke kun om digitale markeder, men også om hvordan eksempelvis markeder inden for øl, cement og genbrug fungerer. Jeg kan bruge den viden til at lave et bedre beslutningsgrundlag, når jeg skal lave lovgivning fremover, siger hun.

Den nye Europa-Kommission med Ursula von der Leyen i spidsen træder efter planen til den 1. november i år. Og selvom Margrethe Vestager håber, at hun bliver godkendt, så er der dog ting ved EU-systemet, som hun godt kunne tænke sig, var anderledes.

- Det er stadig svært og mærkeligt at være i et system, der er meget hierarkisk. Især når man kommer fra et samfund, der ikke er det. Det er lidt specielt.

Margrethe Vestager (R) blev i tre timer udspurgt i Europa-Parlamentet i Bruxelles. (Foto: Aris Oikonomou © Scanpix)