Vestager ønsker forlig med russisk gasgigant

EU's konkurrencekommissær er på vej mod forlig med Gazprom, som tidligere er beskyldt for for høje priser.

Udmeldingen kommer, efter Gazprom har givet en række indrømmelser (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Gazprom har lovet at rette ind efter EU-anklager om at udnytte dominerende position til at tage overpriser.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, lægger derfor op til forlig med den russiske gasgigant Gazprom.

Det sker, efter at Gazprom har givet en række indrømmelser i en omfattende konkurrencesag, som Vestager startede i april 2015.

Her anklagede EU-Kommissionen Gazprom for at bryde konkurrencereglerne ved at udnytte sin dominerende markedsposition.

Ifølge kommissionen opkrævede Gazprom blandt andet for høje priser i Øst- og Centraleuropa. Gazprom har samtidig begrænset sine kunders muligheder for at videresælge indkøbt gas.

Men nu har Gazprom lovet at rette ind og ændre sine kontrakter for at udgå en kæmpebøde fra EU.

- Vi mener, at Gazproms løfter vil muliggøre fri bevægelighed for gas i Central- og Østeuropa til konkurrencedygtige priser, siger Vestager.

- Det har betydning for millioner af europæere, der bruger gas til at opvarme deres hjem og drive deres virksomheder, siger hun.

/Ritzau/

Facebook
Twitter