Vestager vil undersøge, om Holland har givet Ikea skattefordel

EU-kommissionen vil undersøge, hvorvidt møbelgiganten har fået ulovlig statsstøtte i Holland.

Ikea bliver nu det næste land i rækken, der undersøges for, om de har modtaget ulovlig statsstøtte. Tidligere har EU-kommissionen indledt lignende sager mod Apple, Starbucks, Fiat og Amazon. REUTERS/Yves Herman (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Europakommissionen med Margrethe Vestager i spidsen åbner nu for en undersøgelse af, om hvorvidt den hollandske stat har ydet ulovlig støtte til møbelgiganten Ikea og dermed har givet dem fordelagtige skatteforhold i landet.

- Alle selskaber, om de er store eller små, multinationale eller ej, skal betale sin del af skatten, udtaler Margrethe Vestager i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen af Ikeas skatteforhold i Holland.

I dag har Ikea faktisk hovedsæde i Holland, og har ligeledes en række andre selskaber i lande som Luxembourg og Liechtenstein, men det er selskabets skatteforhold i Holland Margrethe Vestager, der er EU’s konkurrencekommissær, har særligt fokus på.

- Vi vil nu undersøge Hollands skattebehandling af Ikea nøje, lyder det fra hende.

Kreative selskabskonstruktioner

Det er konstruktionen, hvor man har opbrudt firmaet i forskelle dele og betaler skat forskellige steder, der nu skal undersøges. Det fortæller EU-korrespondent Ole Ryborg.

- Ikea er registreret i Holland, men har et andet firma i Luxembourg. Det hollandske selskab har betalt for Ikeas varemærke, som var ejet af firmaet i Luxembourg. Det har man betalt så mange penge for, at man ikke havde noget særlig stort overskud at betale skat af.

Ole Ryborg forklarer, at det samtidig også har været en fordelagtig forretning for selskabet i Luxembourg.

- I Luxembourg har Ikea indgået en aftale, hvor man ikke skal betale skat for indtjening på salg af varemærker.

Kan have betalt for lidt skat i 15 år

Hvis der er hold i mistankerne mod Hollands fordelagtige skattebehandling af Ikea, betyder det, at møbelgiganten har nydt en række fordele, som andre selskaber i landet ikke har. Og det vil være brud på EU-regler.

- Eu-medlemslande må ikke lade enkelte selskaber betale mindre i skat ved at lade dem flytte deres overskud andre steder hen, siger Margrethe Vestager.

Det kan være i helt op til 15 år, Ikea har betalt for lidt i skat.

En af mange sager

Flere multinationale selskaber er siden 2013 blevet pålagt at betale skat, efter deres skatteforhold er blevet undersøgt i lignende sager.

Det drejer sig om Apples forhold i Irland, Starbucks forhold i Holland, og selskaberne Fiat og Amazons forhold i Luxembourg.

De fire selskaber skal betale milliarder tilbage i skat, og Margrethe Vestager er langt fra færdig med at undersøge, om multinationale selskaber betaler den skat, det er forventet af dem.

- Vores arbejde er slet ikke færdigt. Vi vil åbne for undersøgelser, hvis der er mistanke om ulovlig statsstøtte, sagde hun ifølge Financial Times i november.

Facebook
Twitter