'Vi kan ikke komme nogen steder': Karin er fanget i sit hus på grund af oversvømmelser i Norge

Norge er lige nu ramt af voldsomt vejr og store oversvømmelser, og det har store konsekvenser, også for danske Karin Posborg.

Byen Lena er hård ramt af de vandmasser, der er løbet ned fra fjeldene. Danske Karin Posborg bor i byen og krydser fingre for, at hun og familien ikke skal evakueres.

Fra sin veranda kan Karin Posborg normalt kigge ud over sin have. Bag den ligger grønne marker, og langs vejen løber en lille bæk, hvor vandet langsomt risler, men de seneste dage er den udsigt forandret drastisk.

For vandstanden i bækken er mangedoblet og både marker og vejen er nu oversvømmet.

Karin Posborg bor med sin familie i den lille by Lena 100 kilometer nord for Oslo, og nu er deres hus, og mange andre af byens beboeres hjem, imidlertid blevet ramt af uvejret Hans, der har ramt Danmark, Sverige og i særdeleshed Norge hårdt de seneste par dage.

Byen ligger i et af de områder i Norge, hvor det har regnet rigtig meget de seneste dage - og derfor har myndighederne også udsendt et rødt varsel for området. Det betyder, at situationen er ekstrem og der er fare for liv og store skader på bygninger og infrastruktur.

- Vi har fået at vide, at vi skal være opmærksomme på jordskred og oversvømmelse, og vi skal kontakte politi og beredskab, hvis vi oplever noget.

- Men det er jo også begrænset, hvad de kan gøre ved vandet. De har jo ikke en tryllestav, hvor de kan trylle alt vandet væk, siger Karin Posborg.

Fanget af vandmasserne

De sidste ti år har Karin Posborg boet i Norge, hvor hun arbejder som sundhedsmedarbejder og tager sig af ældre borgere - men uvejret og den megen regn har også sat en stopper for hendes arbejde.

Vejen til og fra hendes hjem er også oversvømmet.

- Vi kan ikke komme nogen steder, vores biler kan ikke køre igennem vandmasserne. Jeg kan ikke komme på arbejde, vi kan ikke køre børnene til træning, og vi kan ikke komme ned og handle - det er nok det værste, fortæller hun.

Lige nu har familien mad nok til de næste dage, og da deres huset ligger lidt højt, er der hellere ikke kommet vand ind i selve huset.

Vandmasser har lagt store områder i byen Lena under vand.

Mere vand i vente

Selvom der allerede er faldet meget regn i vores naboland, så er vejrudsigterne ikke alt for gode for Norge og Sverige, fortæller DR's vejrvært Louise Gade.

- Efter onsdag kommer der et par dage med mere roligt vejr, men efter søndag peger prognoserne på, at der kommer et regnvejr, og fordi jorden er så mættet med vand, så kommer nordmændene og svenskerne til at kæmpe med den regn, der er faldet, et stykke tid endnu, lyder det fra vejrværten.

I Lena er vandet nu 5-7 meter fra Karin Posgaards hus og om udsigten til mere vand, siger hun:

- Det værste, der kan ske, hvis der kommer mere vand, er, at vi får vand ind i vores hus og ind i kælderen. Vi har et barn med astma, og jeg ved ikke, om alt den fugt inde i huset vil påvirke ham. Det er det, jeg er mest bange for.

Karin Posgaards foran hendes have i Lena.

Myndigheder evakuerer

Flere steder i Norge har myndighederne evakueret folk på grund af oversvømmelser, ødelagte veje og risiko for jordskred.

Ifølge Louise Gade er der flere årsager til, at den kraftige regn har så store konsekvenser i Norge.

- Det er en kombination af flere ting, der gør vejrsituationen så alvorlig. Især fjeldene i Norge, hvor regnen samler sig og løber nedad med forstærket kraft - det er med til at give jordskred, siger Louise Gade.

Indtil nu er ingen af Karin Posgaards naboer blevet evakueret, og på vejen har de forsøgt at tage deres forholdsregler ved at bygge nogle sandvolde ved de huse, der er mest udsatte.

Karin Posgaard er optimist og håber, at områdets beboere kan klare sig igennem de historisk store vandmængder uden at skulle evakueres.

- Det er ikke en tanke, jeg har tænkt, og det er ikke en tanke, jeg har lyst til at tænke, fordi jeg håber vores hus står stabilt og godt. Men sker det, så sker det – men man er nødt til at være lidt positiv i det hele, siger Karin Posgaard.