Naturen fortsætter med at vise tænder ved vulkanen Bardarbunga på Island.
Et lavaudbrud på den islandske lavaslette Holuhraun nær Bardarbungsa har søndag fået den brandvarme lava til at sprøjte hundrede meter op i luften.
Området, der er dækket med lava er større end tre kvadratkilometer, og den sprække, som lavaen fosser op af, er op mod 1.800 meter lang.
Ingen risiko for askesky
Da der ikke er tale om et egentlig vulkanudbrud - og ingen større mængde aske endnu er konstateret - vurderer eksperter ikke, at der på nuværende tidspunkt er risiko for gentagelse af en askesky, som man så det i 2010 med udbruddet i den islandske vulkan Eyjafjallajökull.
Dengang blev flytrafikken lammet i store dele af verden, og omkring 100.000 flyafgange blev aflyst.
Se en video fra Holuhraun øverst i artiklen.