VIDEO 45 dræbte på 24 timer i Østukraine

Ifølge myndighederne i Kiev er mindst 45 dræbt i løbet af de seneste 24 timer.

På dagen, hvor fredsforhandlingerne om Ukraine begynder i Minsk, blev mindst tre personer dræbt i den ukrainske Donetsk, da en granat slog ned igennem taget på en busstation.

Tirsdag mistede op imod 19 ukrainske soldater og adskillige civile livet under kampe i byen Debaltseve, og yderligere seks civile blev dræbt under et angreb i Kramatorsk.

Og i søndags blev blev ni personer dræbt i Donetsk.

5.300 dræbte på 10 måneder

Kampene er blevet en del af hverdagen i det østlige Ukraine, og flere medier har påpeget, at kampene er intensiveret forud for dagens fredsmøde i Minsk.

Det er svært præcist at vide, hvor mange der har måtte lade livet som følge af kampene. Både officielle myndigheder i Ukraine og russiske soldater kommer med forskellige udmeldinger, og der kommer stadig flere nye oplysninger.

Det skriver Associated Press.

Flere medier skriver dog, at mindst 5.300 personer er døde i løbet af den 10 måneder lange konflikt.

Se nogle af konsekvenserne af de sidste dages kampe i Østukraine i video i toppen af artiklen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54db7d7ba11f9f137834f60e