VIDEO Dansk imam efter kaffe med Macron: I Frankrig er jeg progressiv

Sherin Khankan diskuterede i dag progressiv islam med Frankrigs præsident.

Et opsigtsvækkende møde fandt i dag sted i Paris, da den kvindelige danske imam Sherin Khankan var på besøg hos præsident Emmanuel Macron i Elyséepalæet

Her diskuterede de, hvordan religion kan bidrage positivt til et sekulært samfund, hvor religion er adskilt. Og alene mødet i sig selv understreger en stor forskel mellem Danmark og Frankrig, mener Sherin Khankan.

- Det er ret paradoksalt, at jeg her i Frankrig bliver set som en repræsentant for progressiv islam, mens jeg i Danmark skal kæmpe for ikke at blive set som det modsatte.

I Danmark kører hun nemlig en injuriesag mod de tre højtstående folketingspolitikere Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V), der har beskyldt hende for at være radikal islamist. Noget hun dog selv afviser.

- Hvis højtstående politikere i Danmark problematiserer selv progressive muslimer, så står det rigtig galt til med integrationen, siger Sherin Khankan.

Ny generation af verdensledere

Emmanuel Macron havde inviteret Khankan til Paris for "at blive inspireret" i debatten om religioners rolle i samfundet.

- Vi har her en politisk leder, som er inkluderende og lyttende, siger Sherin Khankan.

Ved mødet talte de både om religion som redskab til at ændre ting i samfundet, som eksempelvis muslimske kvinders ret til skilsmisse, mens de også diskuterede radikalisering og dialog mellem forskellige religioners ledere.

Ifølge Sherin Khankan adskiller Macron sig fra tidligere præsidenter ved at mene, at der er plads til religion i et strengt sekulært samfund som det franske.

- Vi har en ny generation af verdensledere, som ikke mener, at religion er en trussel for de vestlige demokratier, men omvendt er interesserede i, hvordan religion kan bidrage progressivt til vores samfund, siger hun.

Macron vil arbejde videre med input

Sherin Khankan fortæller, at Macron er meget optaget af emnet, og at han under hele mødet lyttede opmærksomt og var interesseret i hendes idéer.

Han har desuden sagt ja til at arbejde videre med en af hendes idéer.

- Som handler om at samle imamer fra hele verden med jødiske og kristne ledere, altså en konference for verdensledere, siger Sherin Khankan.

Med til mødet var også en kvindelig fransk rabbiner, Delphine Horvilleur.