VIDEO DR på Lesbos: Der mangler mad, vand og toiletter i flygtningelejren på Lesbos

1000 bådflygtninge ankommer dagligt til Lesbos. Myndighederne og nødhjælpsorganisationerne kan ikke følge med, og i flygtningelejrene mangler der helt basale fornødenheder.

John Horo flygtede fra Syrien til den græske ø Lesbos med sin familie. Nu opholder de sig i en flygtningelejr, hvor der mangler vand, mad og toiletter.

Det flyder med skrald overalt i flygtningelejren Karatepe på den græske ferieø Lesbos, hvor 32.000 bådflygtninge siden nytår har reddet sig i land.

I øjeblikket bor der omkring 3000 mennesker i lejren, som kun har fem vandhaner, 20 toiletter, og så er der mangel på mad.

Faciliteterne gør det svært for de mange flygtninge, forklarer John Horo, som er flygtet fra Syrien med sin familie.

- Kvinderne må gå over under træerne (for at besørge red.). Det er virkelig hårdt for os, siger han.

Han flygtede fra det krigsramte Syrien, da de frygtede for livet.

- Folk blev dræbte af fly. Jeg har set dræbte, og vores hus blev bombet, fortæller han.

John Horo er bare en af de omkring 1000 bådflygtninge, der dagligt ankommer til Lesbos

'Det er en nødsituation'

Grækenland har i alt modtaget 68.000 flygtninge siden nytår. Hverken myndighederne eller organisationerne kan følge med, der mangler nemlig alt lige fra vand og mad til tag over hovedet.

- Der skal gøres noget hurtigt. Det her er en nødsituation, en humanitær krise, siger Julia Kourafa, kommunikationschef hos Læger uden grænser, som lige nu opholder sig i lejren.

Justitsministre fordeler flygtninge

Julia Kourafa mener, at det er et europæisk problem, og at medlemslandende skal vågne op og handle. I aftes var EU’s justits- og indenrigsministre da også samlet for at tale om, hvordan de mange flygtninge skal fordeles.

Se i videoen herunder, hvordan mødet gik.

​Se i videoen øverst i artiklen, hvordan flygtningene bor i lejren Karatepe på Lesbos.