VIDEO Drone viser hele kvarterer jævnet med jorden i Gaza

Tv-optagelser med drone viser omfanget af ødelæggelserne efter Israels bombardement af Gaza i sommer.

Det er først, når man kommer op i fugleperspektiv, at omfanget af ødelæggelserne i Gaza ovenpå krigen sidste sommer kan dokumenteres.

DR kan i samarbejde med et lokalt medieselskab offentliggøre optagelser fra en drone, som viser, at hele kvarterer blev forvandlet til ruiner under de israelske bombardementer i juli og august 2014.

Se ødelæggelserne i Gaza - filmet med drone - i videoen i toppen af artiklen.

FN har kortlagt destruktionen ved hjælp af satellitbilleder optaget før og efter krigen, og konklusionen er klar:

Bombardementerne under krigen var voldsommere end i de foregående to konflikter i Gaza, og denne gang bombede Israel et større geografisk område.

I de 50 døgn, som krigen varede, ødelagde israelske bomber knap 16.000 bygninger i større eller mindre grad. Herunder 18 hospitaler og sundhedsklinikker.

Se ødelæggelserne i Gaza - filmet med drone - i videoen i toppen af artiklen.

Det gik også hårdt ud over uddannelsesinstitutioner. Gaza Universitet blev bombet, og 30 andre læreanstalter og skoler blev også ramt. Israel bombede også landbrugssektoren.

Ifølge FNs rapport blev 1.263 drivhuse ødelagt og 1.855 hektar landbrugsjord bombet. Derudover efterlod de israelske bomber 7.473 kratere i bl.a. veje og anden infrastruktur.

Se reportage fra Gaza i 21Søndag på DR1 i aften.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk