VIDEO En ny stormagt eller et diktatur? Tre tyrkere er dybt uenige om valget i morgen

DR Nyheders mellemøstkorrespondent har spurgt tre tyrkere, hvad de vil stemme ved præsidentvalget.

I morgen skal tyrkerne beslutte, om deres nuværende præsident, Recep Erdogan, skal fortsætte på posten, eller om han skal udskiftes med en af sine politiske modstandere.

DERFOR ER VALGET I TYRKIET VIGTIGT

EU er afhængig af Tyrkiet, blandt andet på grund af flygtningeaftalen, som har reduceret antallet af flygtninge og migranter, som kommer til Europa.

Tyrkiet er en vigtig samarbejdspartner i arbejdet med at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Ved valget træder en ændring af den tyrkiske forfatning i kraft, så præsidenten får flere beføjelser.

Det er det første valg, siden tyrkerne sidste år stemte ja til en ny grundlov, der giver præsidenten meget mere magt end tidligere.

Og derfor bliver valgresultatet ventet med ekstra stor spænding. Ikke mindst blandt tyrkerne selv, som er delte, når det kommer til præsident Erdogan.

- Der vil selvfølgelig ske store ting, hvis han vinder, siger Ihsan Ogus, der vil stemme på Recep Erdogan og hans parti, AKP.

Det er Demet Ungun, som stemmer på oppositionspolitikeren Muharrem Ince fra Det Republikanske Folkeparti, ikke enig i.

- Det hele vil ændre sig. Vi vil få et diktatur, siger han.

DR Nyheders mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, har talt med tre tyrkiske vælgere.

Se, hvad de mener om valget i morgen i videoen ovenfor.

Tyrkiets nye præsident får mere magt end tidligere. (Foto: Johans Rasmussen © DR Nyheder)

SÅDAN FOREGÅR VALGET

  • 56 millioner vælgere hjemme i Tyrkiet og tre millioner udlandstyrkere skal vælge præsident og 600 medlemmer til parlamentet.
  • Seks kandidater stiller op til præsidentposten.
  • Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden runde den 8. juli.