VIDEO Følg syv danskere på nødhjælpsmission: Det er mildest talt kaotisk

Syv både med flygtninge er ankommet til Lesbos denne morgen, og der er hårdt brug for de frivilliges hjælp.

Det er Dag 3 for syv danske frivillige, som dr.dk følger i denne uge på den græske ferieø Lesbos.

Fem-syv både er samme morgen ankommet fulde af flygtninge på flugt fra krig og fattigdom.

- Vi er på vej ud til Eftalou, som ligger oppe på nordkysten, med noget vand og frugt, forklarer Frederik Kirkeskov, der til daglig er fotograf.

'Mildest talt kaotisk'

Der er ingen myndigheder eller nødhjælpsorganisationer til at tage imod flygtningene - kun de frivillige.

Og nu skal de ud på en lang gåtur indtil byen Molivos, hvor de skal registreres hos politiet.

- Det er lidt hårdt lige nu at dele bananer ud til folk, der går 15 km. gennem et bjerglandskab, og der kører ikke nogen busser. Det er mildest talt kaotisk, siger Frederik Kirkeskov.

Se den tredje videodagbog fra Lesbos her på siden og følg med nye afsnit hver dag resten af ugen.

FacebookTwitter