VIDEO Frivillige kæmper for at redde 416 strandede hvaler i New Zealand

Det er en af de største hvalstrandinger i New Zealands historie.

Fredag morgen var 416 grindehvaler strandet på en strand i det sydlige New Zealand.

Frivillige strømmede til for at hjælpe med at redde dem, og hurtigt voksede flokken af frivillige til omkring 300 personer.

Desværre var tre fjerdedele af hvalerne allerede døde, da de blev fundet.

- Det her er den tredjestørste hvalstranding, som vi har haft i vores historie. Hvalerne strandede i går aftes ved 22-tiden, fortæller Rochelle Constantine, der er havbiolog ved Auckland University, til TVNZ.

Det lykkedes for de frivillige at redde omkring 100 af de strandede hvaler, men desværre er flere af dem strandet igen, skriver TVNZ.

Den største hvalstranding i New Zealand skete i 1918, hvor omkring 1.000 hvaler strandede på Chatham Øerne.

I 1985 strandede omkring 450 hvaler ved Auckland.