VIDEO Italiensk vulkan er gået i udbrud og spyr lava

Vulkanen Etna på middelhavsøen Sicilien har været i udbrud siden i går.

Lava spyr ud fra sprækker på toppen af Etna.

Vulkanen Etna kaldes ikke Europas mest aktive vulkan for ingenting.

Torsdag morgen rørte den sicilianske vulkan igen på sig, og strømme af lava begyndte at flyde ned fra toppen.

Det har dog ikke givet anledning til evakuering af de nærliggende byer.

- Ifølge vulkanobservatoriet i Catania (by i det østlige Sicilien, red.) er der ikke et unormalt stort magmatryk, fortæller geolog Henning Andersen, der er indehaver af vulkaneksperten.dk.

For en uge siden gik vulkanen Agung på Bali også i udbrud, hvilket medførte enkelte flyaflysninger.

- Agung forårsager flyaflysninger, fordi den laver en adskillige kilometer høj askesky. Det plejer ikke at være tilfældet med Etna, når den har et udbrud som det nuværende, der producerer især lava, forklarer Paul Martin Holm, som er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på København Universitet.

Der er faktisk større grund til at frygte vulkaner med sjældnere udbrud, påpeger han:

- Der er tale om to for tiden virkelig aktive vulkaner, som har flere årlige udbrud. Det reducerer faktisk risikoen for større og voldsommere udbrud.

Ifølge Henning Andersen ligner udbruddet på Bali en efterdønning fra et udbrud for to år siden:

- Agung og Vesuv har mere eksplosive udbrud end Etna, fordi de har en anden lavatype med højere indhold af silicium.

Ifølge vulkanobservatoriet på Sicilien udleder Etnas åbne krater i øjeblikket omkring 3.000 tons svolvdioxid i døgnet.