VIDEO Johannes Langkilde besøger hash-butik i Colorado

Den amerikanske stat Colorado har legaliseret cannabis. Staten regner med, at den nye handelsvare vil kaste 17 milliarder kroner i statskassen.

POT COLORADO DR.DK

I staten Colorado har de unge og gamle fået et nyt - og lovligt - rusmiddel.

Siden nytår har alle over 21 år frit kunne købe marihuana i den amerikanske stat, det har et flertal af borgerne besluttet i en folkeafstemning.

Myndighederne har givet 13 butikker, der tidligere har solgt hash til personer med recept, tilladelse til at sælge pot eller hash til almindelige kunder, som ønsker at være påvirket af stoffet.

Gang i salget

En af de butikker er Yvette Williams butik Timerline, der melder om lange køer, siden den nye lov trådte i kraft første januar.

- De første par uger har været vanvittige, siger hun.

Det er dog ikke kun butikkerne, der kommer til at tjene fedt på den nye handelsvare - også staten regner med, at pengene vil fosse ind i statskassen.

- Vi skaber mange millioner i skatteindtægter til staten, og vi undgår at sætte folk i fængsel, så det er godt, siger advokaten Brian Vincente. Han har spillet en central rolle i legaliseringsprocessen.

17 milliarder i statskassen

Colorado forventer at tjene op mod 17 milliarder kroner i skatteindtægter på den legaliserede pot.

Cannabis er fortsat et illegalt narkotikum i henhold til den føderale lovgivning, men Obama-administrationen har givet delstaterne lovning på, at de selv må lovgive på området.

Se hele indslaget fra Colorado, hvor DRs USA-korrespondent Johannes Langkilde besøger en butik, der sælger marihuana i videoen øverst i artiklen.