USA’s præsident, Barack Obama, aflyste et møde med den kontroversielle filippinske præsident, Rodrigo Duterte, der skulle have fundet sted i forbindelse med Asean-topmødet tirsdag i Laos.
Aflysningen skete, efter Duterte kaldte den amerikanske præsident en horeunge. Nu trækker de filippinske myndigheder dog udtalelsen tilbage, skriver nyhedsbureauet AP.
I en udtalelse, der blev læst højt af en talsmand, siger Duterte, at hans ”stærke kommentarer” til spørgsmål stillet af en reporter ”skabte bekymring, og vi fortryder, at det lød som et personligt angreb på USA’s præsident.”
Dutertes bemærkning om den amerikanske præsident faldt på et pressemøde i Filippinerne forud for et topmøde for de sydøstasiatiske lande, der finder sted i Laos. Her skulle de to præsidenter mødes på tomandshånd.
Duterte sagde, at han ville skælde Obama ud, hvis han forsøgte at belære ham om, hvordan Filippinerne bekæmper deres narkoproblem.
- Du skal være respektfuld og ikke bare fyre spørgsmål af. Din horeunge, jeg vil forbande dig i det forum, sagde Duterte.
Dutertes hårde linje mod narkosælgere har skabt bekymring fra andre lande og FN.
Inden den filippinske præsident vandt sin jordskredssejr lovede han at ”fylde bedemandsforretninger med ligene af narkohandlere”.
Siden han kom til magten er 2.000 personer blevet dræbt i narkokrigen. Både af politibetjente og selvtægtsmænd.