VIDEO Krigshelte, Hollywoodstjerner og kvindehad: Her er Trumps vildeste citater

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump er ikke bleg for at tage bladet fra munden - nærmest uanset emnet.

Muslimer skal midlertidigt nægtes adgang til USA.

Sådan lyder det seneste kontroversielle udspil fra den republikanske præsidentkandidat og mangemillionær Donald Trump - men det er langt fra første gang, at Trump vækker opsigt med sine udmeldinger om alt fra politik, over sin egen familie til Hollywood-stjerners kærlighedsliv.

Her kan de gense nogle af Trumps mest opsigtsvækkende udtalelser.

Gratis golf

Et af Donald Trumps yndlingsemner er den siddende amerikanske præsident, Barack Obama.

Trump har af flere omgange kaldt Obama for "den værste præsident nogensinde", sået tvivl om, at hvorvidt præsidenten virkelig er født i USA og har sågar givet Obamas sundhedsinitiativ Obamacare øgenavnet "Den Store Løgn" På Twitter gav han præsidenten dette lokkende tilbud.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/509814075787051008

Også den tidligere amerikanske udenrigsminister og nuværende demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton har fået en tur igennem Trump-maskineriet.

Dette retweet, altså et tweet, som Trump har videretweetet fra en anden bruger, blev postet og siden slettet fra Trumps særdeles aktive Twitter-konto.

Dog ikke inden, at en næsvis Twitterbruger fik taget et screenshot.

https://twitter.com/Lennyjacobson/status/588867303908868096

McCain er ingen helt

Donald Trump er dog heller ikke bleg for at lange ud efter egne partifæller.

Om den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende senator John McCain, som sad som krigsfange i Vietnam i fem et halvt år - hvoraf to var i isolation, har Donald Trump udtalt følgende:

- Han er ingen krigshelt. Han bliver kaldt krigshelt, fordi han blev fanget. Jeg kan lide folk, der ikke bliver taget til fange. Han er en krigshelt, fordi han blev taget til fange. Okay, jeg vil give dig så meget, at han måske er en krigshelt, sagde præsidentkandidaten under et konference i Iowa i sommer.

Trump nægtede efterfølgende at undskylde for sine udtalelser om John McCain.

Senator John McCain. (Foto: GUS RUELAS © Scanpix)

Kig på hendes ansigt

Om sin kvindelige republikanske modkandidat Carly Fiorina sagde Trump følgende ord til en journalist fra magasinet Rolling Stone.

- Prøv at se på det ansigt! Hvem ville stemme på det? Kan du forestille dig det? Ansigtet på vores næste præsident? Jeg mener, hun er en kvinde, og jeg ved, at det ikke er meningen, at jeg skal sige grimme ting, men helt ærligt, folkens, mener vi det seriøst?

Donald Trump har efterfølgende udtalt, at han refererede til Fiorinas personlighed, og ikke hendes udseende, hvorefter han kaldte hende for en smuk kvinde.

Carly Fiorina under en tale i Washington DC. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Mexico sender voldtægtsmænd

Immigration, sundhedspolitik og udenrigspolitik er de dominerende emner i Donald Trumps valgkampen. Mexico har fået særligt mange hug under starten på Trumps kampagne.

Trump har blandet andet lovet, at han, såfremt han vinder valget, vil bygge en "stor, smuk mur" langs grænsen mellem USA og Mexico - og få Mexico til at betale for den. Med Trumps egne ord, er det nemlig ikke Guds bedste børn, der søger tilflugt i USA.

- Når Mexico sender sit folk, så sender de ikke de bedste. De sender folk, der har masser af problemer, og de tager deres problemer med sig. De tager narko med. De tager kriminalitet med. De er voldtægtsforbrydere. Nogen af dem, antager jeg, er gode mennesker, sagde han under offentliggørelsen af sit kandidatur.

Udtalelsen affødte voldsom kritik, og betød blandt andet, at Macy's, NBC Universal og andre store virksomheder droppede sine forretnings- og sponsoraftaler med Trump.

Olie til veteraner og pårørende

Trump giver også sin tydelige mening til kende, når det kommer til international storpolitik og USA's militærengagement - både tidligere og nuværende.

Om det amerikanske engagement i Irak under en debat om den militære håndtering af terrorbevægelsen Islamisk Stat sagde han følgende:

- Vi skulle have beholdt olien. Tro mig, vi skulle have taget olien med, og vi skulle have givet olien til vores soldater og til de pårørende, der mistede sønner og døtre, lød det fra Trump.

Hvordan USA skulle have beholdt den irakiske olie, eller taget den med hjem, er der ingen forlydender om.

Hvis jeg ikke var hendes far...

Der er tilsyneladende ikke langt fra tanke til tale hos den gode Donald Trump. Om sin egen datter sagde han til den samme journalist fra Rolling Stone følgende:

- Ja, hun er virkelig noget ganske særligt, og hvilken skønhed. Hvis jeg ikke var lykkelig gift, og, du ved, hendes far...

Donald Trump med sin datter, Ivanka, i 2010. (Foto: JESSICA RINALDI © Scanpix)

Robert og Kristen

Politik er ikke det eneste Donald Trump interesserer sig for. Også popkulturen har et fast greb i den republikanske præsidentkandidat. Særligt hovedrolleindehaverne i filmserien Twilight, Kristen Stewart og Robert Pattinson, har vækket Trumps interesse.

Da parret i 2012 gik gennem en særdeles offentlig parforholdskrise, gav Trump sit besyv med i en lang række refleksioner over parrets fremtid på Twitter.

Her er blot et lille udpluk:

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/258640349872926720 https://twitter.com/realDonaldTrump/status/268416910595600384

Men det er langt fra det eneste område, hvor Trump har givet sin mening til kende.

Han har også for nyligt gjort grin med en handicappet journalist, selvom han efterfølgende hævdede, at det ikke var tilfældet.

Kort tiden forinden klagede Trump over en kritisk kvindelig Fox News-journalist, der var ordstyrer under en debat, ved at sige, at der "kom blod ud af hendes øjne, blod ud af hendes "hvor som helst". Trump afviste, at kommentaren var ment sexistisk. Han hævder også, at verden ville være et bedre sted, hvis Saddam Hussein og Moammar Gaddafi stadig sad ved magten.

Går man på opdagelse på Donald Trumps Twitter-konto, kan man også læse sig frem til, at han hverken tror på vacciner, vindkraft eller global opvarmning.

Trods sine fortsatte kontroversielle udmeldinger er Donald Trump dog ikke til at hugge og stikke i - faktisk stiger hans popularitet.

Ifølge de seneste meningsmålinger er han fortsat den førende præsidentkandidat i det republikanske parti. Amerikanerne skal vælge deres nye præsident i november 2016.

Rettelse: I videoen fremgik det, at Trump kritiserede præsidentkandidat Mitt Romney. Det er nu rettet til John McCain.

Facebook
Twitter