VIDEO Kvinder raserer Mexico City efter endnu et brutalt kvindedrab

Hundredvis af kvinder indtog gaderne, fordi aviser offentliggjorde billeder af kvindes lig.

Valentinsdag løb ikke stille af sig i Mexico City, hvor kvindelige demonstranter smadrede biler og skilte samt overmalede facader.

’Retfærdighed til Ingrid’ var målet for hundredvis af kvinder i Mexico City, da de i går smadrede biler og overmalede skilte, politiets skjolde og endda indgangen til byens palads, mens præsident Andrés Manuel López Obrador holdt sin daglige nyhedskonference.

De fik afløb for længere tids frustration over talrige drab på kvinder - senest Ingrid Escamilla, hvis 25-årige samlever har tilstået at have dræbt hende med en kniv for en uge siden.

Det hele kogte over, da to aviser valgte at offentliggøre billeder af hendes skamferede lig - den ene under overskriften ’det var Amors skyld’.

Søster – din død var ikke forgæves. Vi fortsætter med at kæmpe, vi er din stemme, retfærdighed til Ingrid, skrev demonstranterne på skilte til ære for dræbte Ingrid Escamilla. (© Associated Press)

Tidligere har myndighederne kritiseret lignende vandalisering af byen, men denne gang rettede kritikken sig mod medierne for at udgive billederne.

Hændelsen bliver nu efterforsket med henblik på at straffe de politifolk, der formentlig har lækket dem.

I gennemsnit bliver ti mexicanske kvinder dræbt her dag, og der er stadigt voldsommere eksempler som Ingrid Escamillas historie, rapporterer Associated Press.

Færre end hver tiende kvindedrab bliver opklaret.